“

Mosekonen bryggede over mark og eng i den lyse forårsaften. Duftene fra den bløde skovbund steg op og ramte menneskesenes næsebor med et løfte om magiske nætter og vækst og glæde indtil midsommer. Vølven havde læst den mørke søsters skæbne i runerne, og hun ville få sin vilje og sin elskede inden næste fuldmåne. Prisen ville blive høj. Ingen kunne trodse guderne og sin skæbne. Hun havde opsøgt seersken på trods af sin fars forbud om at følge de gamle skikke. Han kaldte det trolddom, men hun var ligeglad. Hun var ung og stærk og længslen bankede i hendes indre. Hendes hår var sort som natten ved midvinter, og hendes grønne øjne så igennem alt. Hun plejede at få sin vilje, og ingen på gården vovede at trodse hende længere. Hun havde magten over de fleste levende væsener med sine evner. Hendes hævn var som regel grusom og udspekuleret. Eller det var, hvad folkene på gården og i landsbyen troede. Og hun lod dem blive i troen.

Blomsterne duftene af sødme, sol og sommer. Der var mange af dem på de grønne enge bag landsbyens dyrkede marker. Vejret var endelig slået om til en række lyse dage med udsigt til endnu flere, der tilsammen ville danne en mild og varm årstid. Den lyse søster lærte de yngre piger at lave blomsterkranse til at sætte om hovedet. Hendes hår og hud var som den lyseste sommervind og hendes stemme kunne tryllebinde alle med sin sprøde klang. Hun drømte om sit kommende bryllup med den unge, flotte mand fra nabolandsbyen. Han havde svimlende blå øjne og brede skuldre og et blødt sind. Hendes trofaste hunde elskede ham allerede, og det så hun som et godt tegn.

De to søstre fulgtes ad til vandet, dagen før forårsfesten på deres fars gård. De skulle samle blomster til at pynte bordet med. Den mørke søster mærkede vreden brænde i sig. Hun kunne se på sin lyse søster, at hun gik og drømte om den unge mand. Den mørke ville have ham for sig selv. Hun havde forgæves rakt sine tanker ud efter ham til midvinterfesten, men han havde hele sin opmærksomhed rettet mod den lyse søster, og hun kunne ikke komme igennem til ham. Det var sjældent, at hun mødte et sind hun ikke kunne bøje, og det fyldte hende med had. Hun huskede vølvens ord, men glemte advarslen. Da den lyse søster begejstret hoppede op på en stor sten ved vandet, var hun hurtig og bukkede sig ned ved sin skarpe urtekniv i hånden. Med en rask bevægelse trak hun den skarpe æg henover den lyse søsters lægge og skar senerne bag på benene over. Den lyse søster skreg, men den mørke skubbede hende hurtigt ud i vandet. Med de overskårne sender kunne hun ikke svømme, og mens den mørke ligegyldigt så til, sank hun ned i det kolde vand og forsvandt.

Da begravelsen var overstået, og sommeren stod i fuldt flor, mødte den mørke søster den unge mand i skoven. Hun glitrede de grønne øjne efter ham, og nu virkede det. Inden solen gik ned den aften, var han hendes. Brylluppet blev aftalt, og den mørke søster strålede indeni.

To unge spillemænd gik langs stranden på deres vej til bryllupsfesten. De hørte den smukkeste stemme, og en fortryllelse greb dem. Magien sørgede for retfærdigheden. De så ikke hvad andre så, i tiden der kom. De hørte ikke, hvad de selv spillede eller sang. Den lyse søsters døde krop var skyllet op på stranden. Af knoglerne og hendes gyldne hår lavede de en harpe. De vidste, at den måtte de spille på til den store fest. Ingen vidste hvad det ville bringe, men skæbnen kan man ikke narre.

Til festen sad den sorte søster stolt på brudebænken med den blide elskede ved sin side. Da de to spillemænd begyndte deres sang og den lyse søsters stemme kunne høres tydeligt over det hele, var alle klar over, at der var trolddom med i spillet. Den lyse søster sang om sin skæbne og om det tyveri af både mand og liv, hun havde været udsat for. Alles blikke hang ved den sorte søster, der viste tænder og snerrede som et fanget dyr.

Før næste fuldmåne blev hun dømt og brændt på bålet som heks. Den unge mand, hvis sjæl hun havde ødelagt, blev aldrig sig selv igen. Han gik fra festen med de to spillemænd og forsvandt.