Da Atle og Velly var færdige med at ømme sig efter deres fald fra det opløste alfe-slot, begav de sig videre på deres vandring. Velly satte kursen men virkede mere hemmelighedsfuld end sædvanligt. Atle gik med hovedet fuld af store tanker om at være den udvalgte frelser. Han var sikker på, at alfekongens udsigelser gjaldt hans person, selvom det med fødslen ikke helt passede.

De nærmede sig en mindre by, og de kunne høre en del larm på afstand. Store skikkelser tumlede rundt, og der var røg fra køretøjer. Velly vinkede glad til flere af de forsamlede, da de nærmere sig festlighederne. Atle troede først, at det var en slags musikfestival, ligesom dengang han mødte Velly. Efterhånden som de kom ind på pladsen, kunne Atle se at det var trolde, der var forsamlet. Unge og gamle, store og små. Det vrimlede med trolde overalt. Der var boder med mad og drikke, baner til tovtrækning og midt i det hele en kunstig pøl til mudderbad. De hørte høj rockmusik, og der blev drukket fadøl og sunget med. Der var en lystig stemning, og Atle tænkte flere gange på, at det lige ville falde i Busse og Brynhildes smag. De ville elske sådan en voldsom fest.

Med jævne mellemrum lød der særligt høje brøl fra udkanten af festpladsen. Atle så, at en flok unge troldehanner patruljerede området og stillede sig op og råbte ud over markerne. Han spurgte Velly, hvad de lavede.

Velly forklarede, at det var for at holde påtrængende fremmede væk. Folk var blevet på anmassende, og troldene ville gerne have lov til at holde deres race-day i fred. Velly havde såmænd tilbudt at komme og spille for dem, hvis det kunne skræmme nogen væk. Men troldene kunne ikke blive enige om, hvorvidt de helst ville have, at han skulle spille Status Quo eller Uriah Heep. Det skændtes bestyrelsen om endnu.