Viggo Vaskebjørn var københavner med stort K og en skrækkelig kværulant. Han var ud af en stor vaskebjørnefamilie fra det indre København, og den der råbte højest, havde ret og fik mest mad fra den fortravlede mor og mest opmærksomhed fra den fraværende far.

Hvordan Viggo var kommet frem til Løvenholmskoven, havde ingen rigtig fundet ud af. De fleste mente, at han havde sneget sig om bord på en lastbil og var blevet smidt af midt i skoven, da chaufføren var blevet træt af at høre på ham. Viggo sagde selv, at han trængte til at stå af ræset og finde fred og fordragelighed i skoven. Da Musse fremførte den oplysning til morgenbordet, brød hele familien ud i højlydt latter. Tudse bemærkede tørt, at det eneste der ikke opstod omkring Viggo Vaskebjørn, var fred og fordragelighed. Og at det var hans egen skyld. Musse, der altid ville tro det bedste om andre folk, kiggede strengt på Tudse, og Manja lagde hånden på Tudses arm for at dæmpe ham lidt. Men hjælpen kom fra uventet kant, da den ellers så tilbageholdende Feodora pludselig blandede sig i samtalen. Hun rejste sig op og fæstnede blikket på et sted langt borte i horisonten. Med lav mumlede stemme fremsagde hun et vers, der handlede om at ”den der levede ved sværdet, også ville dø ved sværdet. Og at det var skæbnebestemt, hvem der udfordrede skæbnen og måtte lære tingene på den hårde måde.”

Hele familien blev først forbavsede og tavse, men da magi og varsler var en fast del af dyrenes daglige liv, tog de ikke nærmere notits af Feodoras udsagn.

”Nå, ja – det skal nok passe”, udbrød Busse ubekymret og rakte ud efter mere regnormepate. ”Hvor er Dragter for resten henne?”, spurgte han undrende, da han så hvor meget pate, der var tilbage i skålen.

Musse snøftede ned i sit lommetørklæde.

”Hvad hyler du over?”, spurgte Brynhilde udeltagende og betragtede undrende Musse.

”Både Atle og Dragter har været væk i tre dage nu. De er sikkert både sultne og fryser”, hulkede Musse.

”Årh, den loppebefængte krage skal nok klare sig”, mente Busse. ”Men det er værre med far, men mon ikke han kan finde hjem, når han begynder at savne sin avis og sine hjemmesko?”

Musse stirrede fornærmet på sin ældste søn, der altid skulle være så grov overfor sine nærmeste.

”Måske skulle du gå ud og lede efter ham i stedet for at sidde her ved hans bord og spille klog”, hvæsede hun ad Busse.

Alle stirrede overraskede på Musse. Det var første gang, de havde hørt hende snerre af en af hendes egne sønner.