Den store landtange ud til Slotsruinen lå foran Atle og Musse i den grå december-formiddag. Det var langt at gå for de små skovfolk, så de satte sig ned foran Slotskroen for at samle kræfter til det sidste stykke. Det smukke historiske landskab talte til dem, og de sad begge og sugede den gode energi på stedet til sig. Skovfolk kan nemlig lade op ved hjælp af naturens kræfter. Atle virkede særlig fraværende og sad og mumlede for sig selv. Musse spurgte, hvad han lavede, og han svarede, at han knapt vidste det selv, men han fornemmede, at der var brug for hans hjælp på dette sted. Han gik ud på en eng bagved kroen, og igen viste Onkel Ranukels skikkelse sig for ham i en søjle af lilla energi. Atle dansede rundt i ring og kastede tørrede urter omkring sig. Han rystede og skælvede og sang uforståelige sangstumper. De to ravne kom og svævede over optrinnet og skræppede ivrigt op.

Da Atle endelig kom tilbage til Musse, var han helt forpustet.

Han satte sig ned ved siden af hende og sagde:

”Der er to ting, jeg bliver nødt til at fortælle dig.”

Musse kiggede opmærksomt på ham, og han fortsatte:

”Da jeg i sin tid gik hjemmefra for at finde koner til vores tre sønner, fik jeg et varsel af vores følgeravne. Men jeg var for forfængelig til at lytte. De sagde faktisk, at min mission ville mislykkedes, og at jeg ville finde en nyligt afdød skovpige. Hvilket viste sig at passe. Jeg var med til en begravelse. Den første pige viste sig at være en gammel, blind rotte hos slægten på Helgenæs. Den næste var Grævlingen Afrodite, og den sidste var så den afdøde skovpige. Jeg følte mig til grin og ville ikke indrømme, at jeg skulle have lyttet til varslet.

”Hvad lavede du så lige nu derovre på engen?”, ville Musse vide.

”Nå, det” – svarede Atle, ”det var noget med et besøgscenter her i den dejlige natur. En dum plan, som menneskene har lavet. Nu har jeg lagt en forbandelse over stedet, så nu kan der ikke bygges der.”

”Skal vi gå videre?”, spurgte han og rejste sig op og strakte sig.