Ræveungen Rune var stadig muggen på sin far over at være blevet stoppet i en jagt og irettesat foran musefamilien. Rune var en lovende jæger, men havde et meget aggressivt sind. Rævemor var tit bekymret for ham. Denne midsommer-eftermiddag drev han fornærmet om og ventede på, at det blev aften. Han kunne mærke en underlig indflydelse på sit sind, men han troede at det var var hans gode jagtinstinkter, der rørte på sig.

Han fik øje på en række små skikkelser, der nærmede sig langs skovbrynet. Han genkendte skovfolksfamilien og ville glad løbe dem i møde. Da han var få meter fra dem, begyndte luften omkring ham at dreje rundt, og han mærkede en stor kraft tage fat om sine kæber og tvinge dem fra hinanden. Han kunne mærke, at han begyndte at knurre højlydt og stille sig på bagben.

Atle, Musse, deres tre sønner og svigerdøtre samt de tre børnebørn stoppede forbløffede op på skovvejen ved synet af den frådende ræveunge, der stop på bagben foran dem.

                             Forbandede være I blandede arter til evig tid

messede Rune med fordrejet stemme.  

”Hvabehager?”, udbrød Tudse forarget.

”Ja, hvad fanden bilder den hvalp sig ind”, supplerede Brynilde rasende. Hun var altid klar til en kamp og havde allerede smidt Gustav fra sig.

                            Magi og onde kræfter ødelægger naturens egen flid

lød det anklagende fra Runes blottede tænder.

”Nej, du har jeg da aldrig hørt så galt”, råbte Brynhilde.” Kom her hen, så skal du få en skalle.”

”Vent, sagde Atle. ”Drengen har noget på hjerte, det er tydeligt.” 

I det samme blev Runes skikkelse gennemrystet af en voldsom kraft. Han faldt om på jorden og snerrede og spjættede med alle fire ben. En blålig røg sted på fra hans pels, og der bredte sig en sveden lugt.

”Gud, jeg tror at han er død”, sagde Manja og bøjede sig interesseret ind over Rune.

”Næ, han er ej”, bemærkede Feodora tørt og satte Feluah fra sig på jorden. ”Han har bare været sendebud for de onde kræfter, og det laver en helt bestemt elektrisk udladning, der gør mindre dyr bevidstløse.”

Hele skovsfolks-familien betragtede alfe-svigerdatteren målløst. Aldrig havde de hørt hende sige på meget på en gang og med så stor autoritet. Feodaora vendte sig om og betragtede de andre med eftertænksom mine.

”Men en her i selskabet er portalen til den anden dimension. Det her sker ikke af sig selv. Noget har startet det her for længe siden.”

Musse så ned i jorden og følte sig meget skyldig. Hun sagde ingenting, men hun følte de andres øjne i nakken, da de gik videre.

Ræveungen Rune blev passet og plejet at sin mor og en flok medfølende hare-damer. Han blev aldrig helt sig selv igen. Hans pels havde resten af hans dage en sær lys farve, og han var erklæret veganer og prædikede frem og fordragelighed i skoven. Atle syntes, at han var en lovende ung ræv, og talte om at gøre ham til hjælpeprædikant.