Hjemme på bopladsen hos Musse og børnene gik livet sin sædvanlige gang. Musse vidste inderst inde i sit hjerte, at Atle selvfølgelig kom tilbage til hende. Hun opretholdt en tapper facade overfor de yngre skovfolk, men om natten når hun lå i sin seng, gav hun af og til efter for tvivlen og græd stille. I dag var Musse gået ud i skoven med børnebørnene for at lære dem at grave efter regnorme til den berømte regnormepate. Hun sørgede altid for at have en nylavet portion klar, til når Atle kom hjem. Jorden var dejlig blød, og de fede orme vrimlede frem, når Musse satte skovlen i jorden.

Feluhla var et følsomt alfe-skovfolke barn, hendes forældre var Usse og Feodora. Hjemme hos dem hyggede man sig bedst med et mudderbad, så det var ikke uvant for hende at få beskidte fingre. Men at ormene skulle slås ihjel og bruges i en pate, havde hun svært ved at forstå. Musse forklarede hende tålmodigt, at den enes død var den andens brød i naturen, men pigen var forfærdet. Hendes fætter, Gustav, søn af Busse og Brynhilde, var anderledes ufølsom i sin omgang med ormene. Musse kunne ikke forstå, at hans spand var tom hele tiden, indtil hun fik øje på, at han spiste ormene levende. Hun skældte Gustav ud og rystede ham kraftigt, mens han brølede højt af arrigskab. Musse tænkte, at denne dreng med troldeblod i årene trængte til en meget konsekvent opdragelse, ellers tog han magten fra forældrene.

I det samme begyndte det at det at suse over hovederne på dem. På himlen åbenbarede der sig en stor skypumpelignede formation, og blade og kviste hvirvlede rundt. Musse og børnebørnene klamrede sig til hinanden. Alt blev gråt, og de kunne intet se. Sorte fjer kom hvirvlende, og en skikkelse landede for fødderne af dem.

”Dragter, er det virkelig dig?”, råbte Musse for at overdøve larmen.

To højlydte bump kunne høres fra det nærmeste træ, og oppe på en gren hang Atle og en ukendt skikkelse og klamrede sig til hinanden.

Med et stoppede blæsten, og der blev helt stille i skoven.

”Atleeeee”, hylede Musse højt og skubbede nærmest børnebørnene væk for at komme hen under træet.

”Du er hjemme, du er hjemme, du er hjemme”, skreg hun ophidset.

”Jeg tror sgu, at du er hjemme”, grinede Velly, selvom han hang med hovedet nedad.

Atle selv kunne ingenting sige af bare rørelse over at gense Musse.

Tore, det tredje barnebarn, overraskede alle ved at hviske noget til Dragter, hvorefter han lettede fra jorden og fik landet Atle og Velly sikkert ved siden af Musse i løbet af få sekunder.

Om aftenen holdt skovfolkene den store velkomstfest, hvor Velly og Atle igen og igen måtte berette om deres oplevelser på rejsen. Velly spillede og underholdt med anekdoter, og Tudse og Manja skrev det hele ned i en ny krønike, som de havde opfundet.