Atle og Musse havde pakket deres vadsæk med de nødvendige ting til rejsen til Sorte Maren ved Kalø Slotsruin. De havde ekstra pakker med Musses gode regnormepate med. Atle var overbevist om, at de var hjemme igen i løbet af få uger, og at al den proviant slet ikke var nødvendig. Musse kunne godt huske sin gåtur til Agri for nylig og var som sædvanlig bekymret.

”Pjat og pjank”, råbte Atle overstadigt, mens de forlod det lille skovområde, der var deres hjem.

”Nu skal vi bare til venstre her, hvor vejen deler sig, så er vi snart fremme ved din bedstemor.”

”Til venstre”, gentog Musse vantro. ”Det er da i den gale retning, så går vi mod vandet.”

”Nej, vi gør da ej, råbte Atle endnu højere, så de to budbringer-ravne kredsede hurtigere over deres hoveder. ”Det har du overhovedet ikke forstand på, Musse. Jeg kan godt huske hvordan det gik dengang du skulle finde vej hjem efter vores bryllup. Havde det ikke været for den store, hjælpsomme tudse, stod vi såmænd nede i mosen endnu”! ”Årh, det er jo hundrede år siden”, svarede Musse arrigt. Hvilket ikke var helt løgn.

Musse havde ikke flere kommentarer til den sag. I det hele taget blev hun påfaldende tavs, når talen faldt på den store, hjælpsomme tudse. På den måde startede Atle og Musses tur ud med, at de vandrede i den forkerte retning. Efter mange timer i den varme forårssol, drejede de ind i en fyrretræsskov på bagsiden af et højdedrag. Hele området var gennemhullet af indgange til et stort underjordisk bo. Da de kort efter sad til bords med hele den store grævlingefamilie, kunne Musse mærke på Atle, at han sad og krympede sig. Normalt kan skovens dyr kun tale sammen og forstå hinanden ved særlige lejligheder; de store årstids-møder, begravelser, eller i særlige nødstilfælde. Atle plejede at prale med, at han sagtnes kunne tale med de andre arter når som helst. Musse kunne høre, at den ældste hun-grævling prøvede at spørge ham om noget, og hun kunne genkende navnet Afrodite. Hun tænkte ved sig selv, at det jo var navnet på den trafikdræbte grævling, som de havde begravet engang i vinterens løb. Atle sad så mærkeligt og blinkede med øjnene og spillede døv. Musse blev irriteret på ham og rykkede tættere på.

”Nej, jeg har aldrig været her før”, kunne hun høre at Atle nærmest hvæsede til grævlingen. Musse kunne nu se, at det var Gudrun Grævling, Atle snakkede med. Det var den døde Afrodites mor. Musse fik ondt af hende, hun sad og så sørgmodig ud, og Atle spillede tydeligvis dum med vilje.

Musse prøvede at fortælle Gudrun, at Atle havde været på tur sidste sommer efter passende brude til deres tre sønner, men Gudrun forstod hende ikke og virrede langsomt med sit sort-og-hvidstribede hoved. Hun betragtede venligt Musse med sine små brune øjne, mens Atle hev Musse i halen for at få hende væk fra bænken. Musse landede på jorden med et bump og hele flokken af grævlinger grinede højt.