Dette skulle vise sig at blive dagen for det store omslag for de to rejsekammerater. De tog afsked med den sære, isolerede stamme af skovfolk og begav sig videre i skoven. Efter nogle timer kom de til en lysning, Atle syntes at det hele så bekendt ud. Pludselig lød der et hæst skrig, og en ildelugtende skabning med sorte fjer landede for fødderne af dem.

”Dragter Slagtman”! råbte Atle ophidset. ”Se, Velly han er kommet for at frelse os og føre os hjem.” Atle prøvede i sin store ophidselse at indfange og omfavne Dragter, men det udviklede sig nærmest til en brydekamp, og Dragter tabte adskillige fjer imens. Dragter skræppede nogle lyde, som Velly tydede som om, at han sagde, at han skulle hilse fra Musse, og at han var kommet for at få dem hjem.

De masede alle tre ind i det mørke gravkammer i stendyssen, for det viste sig nemlig, at de var gået i ring og igen stod ved den store stendysse ved Tustrup.

Dragter humpede rundt på et ben i det mørke kammer og fik snart sat i gang i magien. Velly spillede en inciterende rytme på guitaren, og det hele begyndte at snurre rundt. Atle så lilla farver og følte sig svimmel.

Onkel Dunkels stemme fyldte gravkammeret, og det var, som om hans skikkelse smeltede sammen med Dragter Slagtmans og de fremsagte sære remser på et oldgammelt sprog. Atle kunne i sin svimmelhed skelne ordene tid og sted og noget med 100 år, der let forgår. Atle glædede sig til at gense Musse og alle børnene, men han var inderst inde ikke helt tryg ved den nye alliance mellem Onkel Dunkel og Dragter.