Samhain stod for døren, og endnu en gang forberedte skovens dyr et møde. Skovfolks-familien begav sig på vej mod Agri Stendysse. Alle tre børnebørn var nu blevet så store, at de blev båret på ryggen af deres fædre. Gustav rakte vrælende ud efter alt spiseligt på sin vej. Tore viste tegn på at lære at tale tidligt, så snart han fik øje på et andet dyr udstødte han en række gurglende lyde i iver. Tudse prøvede ivrigt at oversætte til resten af familien, men ingen troede på, at det var sådanne lange og komplicerede sætninger, Gustav prøvede at sige. Feluah hang mest drømmende med halvåbne øjne i sin bærestol og var mest aktiv om natten, især hvis det var fuldmåde.

Da de var en dagsrejse fra Stendyssen og gjorde holdt for natten, hørte de lyde fra et nærliggende buskads. Tudse troede først, at det var en ko, der kom brasende. Men det viste sig at være hele grævlinge-familien, der netop var vågnet efter deres sove-pause om dagen. Gudrun Grævling kom forsovet frem og hilste afmålt på Atle. Hun huskede tydeligt hans tidligere uforskammetheder.  

Gudrun udstødte en række sære lyde, og resten af familien kom til syne. Det var en mørk efterårs-eftermiddag, og det tog et stykke tid før de nærsynede grævlinger kunne se hele skovfolks-familien.

Hele flokken begyndte pludselig at rokke uroligt frem og tilbage på bagbenene. Grævlinger er besindige dyr, der aldrig gør noget overilet. At sidde på bagben og brumme er det største alarmberedskab, de kan fremvise. Musse syntes, at hun begyndte at høre sære, hvislende lyde, der mindede hende om det hemmelige besøg hos Tarot-Tove. Gudrun virrede med hovedet, og da hun fik indstillet sit syn på de tre børnebørn, sprang hun i vejret af forskrækkelse. Hun afgav nogle høje hvin, og med et var hele flokken forsvundet i forbavsende høj fart.

Skovfolke-familien stod forundrede tilbage.