Feluah var et følsomt og meget intelligent barn. Det var i hvert fald hvad hendes mor, alfepigen Feodora, påstod. Feodora omtalte sin datter som et kunstnerisk fuldmånebarn og satte hende på en diæt bestående af såkaldt alfemad. Det bestod mest af spindelvæv, dug fra solopgang og særlige udvalgte urter. Alt andet ville ødelægge Feluahs følsomme sind, mente hun.
Feodora forsvandt af og til på udflugter til alferiget. På sådanne dage hyggede far og datter sig sammen. Usse tændte omgående op i mudderbadet og skyndte sig hen til sin mor, Musse, efter en stor portion regnormepate, som de delte. Feodora kunne ikke forstå at pigen var så mæt, hver gang hun havde været væk hjemmefra.
”Hun spiste godt af spindelvævet i morges”, sagde Usse affejende, når Feodora spurgte. Feluah sad tilfreds med pelsen fuld af mudder og så på sin mor med et saligt blik. Hun var nok af alfeslægt og havde arvet deres spirituelle side, men hun var også fars pige og havde arvet Usses glæde over mudderbad og regnormepate.
Seneste kommentarer