Sidste stop hos svigerfamilie var i tudsernes lejr. Tudserne have deres dejlige hjem i en række små skovsøer, der lå godt skjult i hjertet af Mols Bjerge. Det var vinter og normalt gik tudserne mere eller mindre i vinterhi. Hvis ikke søen var frosset til is, lå de i overfladen med deres store øjne og ventede på foråret. Deres pulsslag og hjerterytme var i langsomt vintertempo. Da Atle og Musse nærmede sig søen, havde tudserne for længst opdaget, at de fik gæster. Tudserne var både nysgerrige og gæstfrie dyr, så de fik hurtigt stablet en velkomstkomite og en fest på benene. Inden længe sad Atle og Musse bænket på søens største åkandeblad og fik tudsernes specielle drink; gæret mosevand. Det smagte skrækkeligt, men havde en høj alkoholprocent. Alle dyrene kendte tudsernes mosevand, og det var vældigt populært trods den grimme smag. Atle var i topform efter to bægre mosevand. Han snakkede og fortalte og slog ud med arme og ben. Tudserne nikkede og skålede og virkede, som om de forstod, alt hvad han sagde. Musse tænkte, at enten var de bare høflige eller også var de vant til berusede gæster og kunne forstå fuldemandssnak. Opmærksomheden sted Atle helt til hovedet, og han stillede sig op og holdt en længere festtale, hvori han nævnte sine tre sønner; Usse, Busse og Tudse. Da Tudses navn blev nævnt, opstod der uro blandt deres værter. Tudserne diskuterede tydeligvis noget vigtigt indbyrdes og kiggede sigende på Musse og nikkede til hinanden. En ung tudsedreng blev sendt afsted, og kort efter kom han trækkende med en stor gammel tudsehan med vorter på ryggen. Det viste sig at være tudsernes ældste og dermed deres leder. Den gamle han vraltede langsomt nærmede, og med et kunne Musse genkende sin ungdoms beundrer i de store øjne. Han stoppede op foran Musse og tog hendes hånd og udstødte en række inderlige kvækkelyde. Musse rødmede som en ung pige, og Atle besluttede at nu skulle de videre.