Atle var tilfreds med sit liv. Han var hjemme på bopladsen, fremtiden var sikret, de blandede arter var ingen trussel, og nye beboere kom til og var glade for skoven. Dog var der en ting der plagede ham; hvad betød CO2? Det var et ord, han aldrig havde hørt før, men alle andre virkede til at forstå sammenhængen mellem det og noget med dyrenes dna. Det sidste var Atle heller ikke helt sikker på, hvad betød. Måske skulle han hidkalde Onkel Dunkels ånd for at få besked, men han var træt af den evigt sure og kritiserende tone fra Dunkel.

Alferne! Selvfølgelig. Atle sprang opmuntret op og satte kursen mod et stille sted i skoven. Han satte sig op ad et træ og prøvede at kontakte alferne i tankerne. Der gik ikke længe, før det susede omkring ham, og da han åbnede øjnene, så han igen det tågede alfeslot foran sig. Denne gang gik han dog kun hen til trappen og ikke op ad den. Han havde stadig ondt i bagdelen efter et frit fald på 2 meter efter den sidste audiens hos alfekongen.

”Vær hilset, kære Atle”, lød det inde fra slottet. ”Kom nærmere”.

”Ellers tak”, svarede Atle, ”jeg bliver herude. Jeg er kommet for at få svar på et spørgsmål om min tidsrejse. Jeg håber, at de oplyste alfer kan hjælpe mig.” Atles nye strategi var at fedte lidt for alferne for at få sandheden ud af dem.

”Naturligvis”, susede det fra slottet og kort efter kom Algot og hans hoffolk tilsyne i døråbningen. ”Men kender du ikke budbringeren?”

”Budbringeren?” Jamen det er jo derfor jeg står her, jeg er budbringeren, og nu vil jeg gerne vide besked”.

Algot trak opgivende på skuldrene, selvom det ikke var helt tydeligt i hans gennemsigtige skikkelse.

”Nej, Atle”, sagde han langsomt. ”Du fik budbringeren ved din side fra starten på denne rejse til en anden tid. Uden ham var du aldrig kommet rundt i universets hemmeligheder. Den muntre spillemand, Velly, han er din budbringer og hjælper.”

Men et svandt tågeslottet med Algot og hans hoffolk væk, og Atle sad alene tilbage i skovbunden.

Atle var knust. Velly var den hemmelige budbringer, der skulle frelse alle arterne. Atle var skuffet og sad længe op ad træet med tårer i øjnene. Så tog han sig sammen og måtte minde sig selv om det egentlige formål med flytningen til Løvenholmskovene. Det åndelige og spirituelle skulle i højsædet. Derfor satte han sig til at meditere på at komme forbi sit eget forfængelige og ambitiøse ego.