Atle var i krise. Han forstod ikke, hvad der foregik omkring ham. Det var indlysende, at der var sket noget magisk, dengang han pustede på firkløveret inde i gravkammeret i den store stendysse. Nu var verden omkring ham forandret, og alt så anderledes ud, og de fandt ting, han ikke vidste, hvad var. Han kunne mærke, at hans aura blev påvirket af den nye moderne verden. Derfor meddelte han Velly, at han trængte til at meditere og rense sin sjæl. Velly kendte lige det rigtige sted til den slags øvelser, og han ledte sikkert Atle ned til vandet ved nordkysten. Atle satte sig tilfreds til rette på en badebro med benene dinglende ud over kanten og lukkede øjnene og ventede på, at freden indfandt sig, Han havde dog ikke siddet længe på broen, før han mærkede noget koldt og vådt på sin ene fod. Atle udstødte et skrig og sprættede i skræk. Det næste han mærkede, var det kolde vand omkring ham. Skovfolk kan godt svømme, hvis de øver sig fra små. Men Atle havde altid boet et stykke fra stranden og var derfor ikke den store svømmer. Han prustede forskrækket og slog omkring sig med arme og ben for at holde hovedet oven vandet. Han sank og slugte en masse vand. Pludselig skød en glat skikkelse ind under ham i det kolde vand, og inden han vidste af det, var han blevet sejlet ind til bredden på ryggen af en hjælpsom skabning. Atle klamrede sig til sin redningsmand og hostede og harkede og spyttede saltvand op.

”Du kan godt slippe mig nu”, sagde en venlig stemme. ”Du har fast grund under fødderne igen, lille egern”.

Atle skulle lige til at protestere over at blive kaldt et egern, da han drejede hovedet og så ind i de venligste brune øjne, han længe havde set.

”Øh, hvem er du?”, spurgte han halvkvalt.

”Jeg hedder Roland og er en rottte-odder hybrid”, sagde Atles nye ven stolt og slog saltomortaler i vandet.

Atle tænkte, at nu forstod han da slet ingenting og satte sig opgivende ned på sandet, mens han rystede af kulde.

”Er du sulten”? spurgte Roland høfligt og svømmede energisk frem og tilbage.

”Dig og din ven skal komme til middag hos mig i aften. Kom kl.18, jeg bor under den store eg, henne hvor kysten har et fremspring”.

Inden Atle nåede at sige mere, var Roland forsvundet ud i vandet igen.

Da Atle endelig fandt tilbage til Velly, var det svært at forklare ham, hvad der var sket, og at de var blevet inviteret til middag hos en hybrid-skabning.

Atle og Velly ankom præcis kl.18 til Rolands hule under det gamle egetræ. Roland klappede begejstret sine luffer sammen, da han så de to venner.

Han trak dem indenfor og viste dem stolt den middag, de skulle spise. Atle og Velly stirrede vantro på bordet. Der lå forskellige små stakke af kviste, blade og bark. Sirligt sorteret efter størrelse.

”Ja”, forklarede Roland stolt. Alle hybrider her ved Fjellerup-kysten er blevet enige om at blive veganere. Det er meget bedre for Co2- balancen og dyrevelfærden.”

Velly kiggede kritisk på Roland. Han så mager og afpillet ud. Den mørkebrune pels var tottet og glansløs, og skulderbladede sås tydeligt gennem huden.

”Hvor længe har du levet af pinde og blade?”, spurgte Velly bekymret.

De kunne ikke høre Rolands svar, for han var allerede i gang med at gnave kviste og blade i sig. Atle havde ikke før set Velly bekymre sig om andre på den måde. Men det blev en lang aften for de to venner. Og deres maver rumlede af sult, da de gik derfra.