Alle skovens dyr begyndte at indfinde sig til aftenens store solhvervsfest ved Kalø Slotsruin. Marens lille hytte lå i en naturlig lavning i landskabet ud mod vandsiden af landtangen. Godt skjult mellem nogle store buske. På forhøjningen over hytten lå de røde murstensrester af Erik Menveds borg fra 1300-tallet. Der voksede stadig mange krydderurter og lægeplanter mellem de gamle sten, og Maren kendte hver en centimeter af området. De sidste dyr der ankom i den lange procession, var de søvnige pindsvin. De rokkede møjsommeligt afsted i det grå decemberlys. Selv grævlingerne havde været hurtigere end dem i år. Harer og hjorte var som sædvanligt de hurtigste. Ræve og ulve ventede ofte med at ankomme til i sidste øjeblik, da de altid var bange for at blive genkendt i dagslys. Det var ikke altid let at være et rovdyr blandt planteædere, det var så meget mistro rundt omkring. Alle dyrene havde glædet til at det store solhvervs-bål og til Marens gode mikstur, der kunne fordrive de fleste sygdomme og give mod på at komme igennem resten af vinteren. Atle havde bedt om at måtte få ordet til båltalen til dette års fest. Maren havde brummet noget uforståeligt som svar, og Atle antog, at det betød ja.

Da ceremonien gik i gang ved solnedgang sidst på eftermiddagen, var alle forsamlede om det store bål på landtangens bagside. Maren stod tæt på bålet med begge arme hævet over hovedet. Onkel Ranukels skikkelse kom hurtigt til syne i varmeflimmeren over bålet. Maren havde en længere samtale med hans ånd, og det ærgrede Atle, at han ikke forstod, hvad der foregik. På et tidspunkt greb Maren ned i sin læderpung og tog en grå klump frem, som hun smed i bålet. Det hvæsede og spruttede i flammerne, da den brændte.

Efter Marens del af ritualet blev der udskænket trylledrik til alle skovens dyr. Musse hjalp til og stod med den store gryde og hældte op til alle dyrene. En ivrig ulveunge faldt i gryden og fik slubret en del trylledrik i sig, inden Musse fik fisket den op. Heldigvis var drikken kun lunken, så der skete ikke noget med ulveungen.

”Han faldt i gryden som barn,” sagde Maren eftertænksomt og kiggede sigende på forældrene.

Til Atles store overraskelse stillede mange af mødrene sig op i en kø foran ham og skubbede deres syge unger frem imod ham.

”De forventer, at du helbreder dem med håndspålæggelse, ” hvæsede Maren til ham, da hun gik forbi.

”Håndspålæggelse?”, spurgte Atle forvirret.

”Så kom dog i gang, mand,” sagde en stemme tæt på ham, og noget gav ham et puf i ryggen.