Atle troede, at han havde en ond drøm, men i virkeligheden var det Onkel Dunkels ånd, der prøvede at trænge igennem til ham. Atle sov tungt efter gårsdagens indtag af sortrods-øl, og Onkel Dunkel havde svært ved at vække ham. Til sidst knipsede Dunkel Atle på snuden, og Atle satte sig forbavset op i sengen. Over ham svævede en sort skygge, og han hørte Dunkels dybe røst.

”Atle” rungede det over hovedet på Atle, ”jeg er kommet for at redegøre for sagens rette sammenhæng og fjerne diskrepansen i din bevidsthed mellem dette liv og fremtiden. Dermed vil du bedre kunne forstå og arbejde med transcendens og spiritualitet.”

Onkel Dunkel havde fordrevet tiden med at spøge i Akademisk Teosofisk Forening. Han havde viderebragt beskeder fra de højere luftlag til en flok måbende, pensionerede gymnasielærere og havde derfra tillagt sig et meget højtravende sprog. Først kunne Atle slet ikke forstå, hvad han mente, men efterhånden skruede Dunkel ned for lixtallet, og det hjalp på forståelsen.

I mere forståelige vendinger fik han langt om længe forklaret den søvnige Atle, at turen ind i stendyssen ved Tustrup havde været en tidsrejse. Dyssen var en portal til fremtiden. I den fremtid havde Atle og Velly mødt de blandede arter. De var et resultat af CO2-udledningen i fremtiden. Den kraftige forurening havde ændret arternes dna og givet de blandede arter levemuligheder.

”Jamen, hvorfor har du ikke bare sagt det noget før?”, spurgte Atle lettere fornærmet.

”Noget før?”, hvæsede Dunkel arrigt. ”Jeg har prøvet at trænge igennem til dig på så mange måder, men du forstod intet. Ravnenes budskab om CO2 hørte du som ko. Du er jo håbløs. Tydeligvis uden akademisk dannelse”.

Dunkel fortsatte med at berette om en frelser, der var blevet udset fra de højere magter til at rette op på forureningen i al fremtid. Atle rankede ryggen og troede at det var ham, der var tale om.

Onkel sluttede med at advare om, at ritualet var blevet forstyrret af de to tossede kvindfolk i form af Sorte Maren og Tarot-Tove, og at han ikke kunne garantere for, at de ikke havde forårsaget uoprettelig skade på hele universet for evigt. Med den svada svandt hans ånd væk, og Atle sad fortumlet tilbage i sengen.