Sommeren var på sit højeste, da Atle og Musse fortsatte deres vandring gennem sommerlandet. Markerne var gule, himmelen blå og fuglene sang. De to små skovvæsener tog ofte en lur midt på dagen for at spare på kræfterne. En dag under deres middagslur tæt på Rolsøgård hørte Atle en af ravnene skrige højlydt:

   Huaak, du higer og søger, blandt skrifter og gamle bøger.

  Den skønneste mø, må hurtigt dø.

 Den næste bliver den sidste.

 Alle i skovfolket er triste. Huaak

  Atle satte sig forvirret op og kiggede sig omkring. Han synes bestemt, at ravnens rim lød bekendt.

  ”Hvad betyder det?”, spurgte Musse undrende. Hun var også vågnet ved ravnens skrig. De kiggede      op i et højt træ og kunne se den største af budbringer-ravnene sidde og stirre anklagende på dem.

”Det ved jeg sørme ikke”, sagde Atle hurtigt og skulede efter fuglen. Musse kunne mærke, at han skjulte noget.

”Hvad er det for en mø, der skal dø?” spurgte Musse mistroisk og kom i tanke om Afrodite. Den unge grævlinge-pige, som de havde begravet efter et stort skov-møde.

Atle tog en dyb indånding og begyndte på en længere historie om nogle stjålne guldhorn for mange hundrede år siden. Noget menneske havde gjort sig skyldige i og siden fortrudt. Musse betragtede ravnen imens og kunne se, at den rystede opgivende på sit sorte hoved.