Ulvehannen Sigurd holdt øje med landskabet fra sin udsigtsplads på sit hemmelige bosted i Mols Bjerge. Sigurd var en erfaren flokleder, og han havde ledt sin stamme af ulve sikkert gennem mange lande og undgået mange mennesker. Han så med undren to små, lodne skikkelser nærme sig. De gik langsomt op ad skovvejen, og det så ud som om de gik og skændtes. Sigurd løftede snuden og udstødte sit korte advarselshyl, og han hørte at hans to sønner, Gere og Freke, gentog lyden, så den nåede frem til hunnerne og hvalpene. Derefter blev der helt stille i skoven, og Sigurd gik frem på stien for at tage imod de fremmede.

”Gud, der står en ulv”, hvinede Musse. ”Se Atle, lige der på skovvejen.”

Sigurd sænkede hovedet og prøvede at fange færten af skovfolkene. Han havde aldrig set den slags skabninger før.

”Bare den ikke æder os”, fortsatte Musse skræmt.

”Der plejer ikke at være ulve her i landet, hvad er det for en uorden. Hvilken frækhed”, råbte Atle.

Musse kiggede sig om efter ravnen. Det var gået op for hende, at det nok var bedst, at den ikke oversatte deres udbrud. Men ravnen var ikke til stede. Alt var stille omkring dem.

Atle svingede sin vandrestok rundt over sit hoved og prøvede at skræmme Sigurd væk. Sigurd betragtede ham undrende og satte sig på bagbenene. De to sønner nærmede sig og satte sig ved siden af deres far. Atle og Musse stirrede hypnotiseret på de tre ulve.

”De har huller i ørene”, hviskede Musse. ”Det er sikkert skudhuller. Jeg tror, at menneskene prøver at skyde dem, selvom de ikke må.”

”Schyyy, ti nu stille”, skældte Atle ud. ”Naturen her i landet er ikke stor nok til endnu et rovdyr. Det går aldrig godt.”

De tre ulve rejse sig op, som forstod de Atles ord og forsvandt lydløst ind i den tætte, mørke granskov. Højt oppe over trætoppene kredsede de to ravne rundt. Skoven holdt vejret.