Mamse kørte som en tosset, sagde alle folk på Mols. Først på knallert og da han fik kørekort til bil, gik det helt galt. Adskillige katte havde måttet lade livet, og folk trak forfærdede børn og ældre personer til side, når Mamse rundede hjørnet i sin lortebrune Hilmann fra 1963. Forargelsen over hans kørsel blev ikke mindre, når hans triumferende grin med de karakteristiske store fortænder, var det eneste der kunne ses ind gennem forruden, når han drønede forbi. De vittige hoveder på egnen fantaserede om at skubbe en gammel kummefryser ud foran Mamses bil en skønne dag.
Seneste kommentarer