Familien Mus aflagde Atle og Musse et besøg. De havde sendt besked i forvejen med en af ravnene. Det lignede ikke musene at være så omstændige. Atle og Musse undrede sg meget. Magda og Magnus var meget beskedne og gjorde sjældent stort væsen ud af sig selv eller deres unger. Musse var sikker på, at det skyldtes, at de var de mindste dyr fra skoven, der deltog i møderne. De var sikkert konstant bange for at blive spist af de større rovdyr.

Efter 14 dages venten ankom musefamilien endelig i et langt optog, De havde i mellemtiden fået endnu flere unger, og de største bar de mindste det sidste stykke hen til Atle og Musses hus. Musse nåede lige at forhindre Gustav i at stoppe en af de mindste museunger i munden, mens alle kiggede den anden vej. Hun gav Gustav et hårdt gok oven i hovedet og sendte ham et strengt blik. Brynhilde opdagede heldigvis ikke noget. Musse turde ikke gøre sig uvenner med den bryske troldepige.

Magnus Mus stillede sig op på en af Atles hjemmebyggede taburetter, så han kom i øjenhøjde. Da han begyndte at tale, var han så nervøs, at der kun kom uforståelige pibelyde ud af munden på ham. Musse fandt et rabarberblad, som hun foldede til en tragt og gav Magnus. Magnus råbte igennem rabarberbladet, og nu kunne alle høre ham.

”Vi har oplevet mærkelige ting hjemme hos os”, rungede han gennem tragten.

Atle nikkede høfligt og opmuntrede Magnus til at fortsætte.

”Af og til hører vi stemmer midt om natten. Det er som om, der er nogen inde i vores musehule, selvom vi alle sammen ligger og sover.”

”Hvor mange børn har I nu?”, spurgte Atle.

Musse frygtede, at han ville sige noget om nedsættende om musenes evne til at forplante sig. Men igen glemte hun, at det havde den gamle Atle gjort. Ikke den nye og forvandlede Atle.

Atle elskede sin rolle som skovkonge, Især når de andre dyr kom på at spørge ham til råds og få ham til at dømme i besværlige sager om stridigheder mellem dem.

”Årh, hvad har vi dog af unger for tiden”, svarede Magnus og vendte sig rundt for at tælle flokken. Han havde nær tabt rabarbertragten imens.

”Hva` siger du, Magda?”

”Nå, ja vi fik 6 mere for nyligt. Det vil sige 14 børn i alt.”

Magnus rankede sig og kiggede stolt på Atle.

”Alle unger er en sand velsignelse”, sagde Atle med et blidt ansigtsudtryk og betragtede kærligt hele musefamilien. Magda Mus plirrede fornøjet med sine små sorte øjne og strøg sine yngste over pelsen.

”Er du sikker på, at det ikke er ungerne, der piber og larmer om natten?”, spurgte Atle deltagende og lænede sig frem mod Magnus.

I det samme brød helvede løs henover hovederne på alle de forsamlede, En mørk sky med facon som en  skypumpe kom til syne bag Magnus Mus. Den kørte rundt med voldsom fart og rev alt og alle med sig, Både møbler, museunger, de tre børnebørn og alle andre i lokalet blev kastet rundt af den voldsomme vind. Kun Atle stod tilbage midt i stormens øje, ganske upåvirkelig.