Mamse havde fået en avisrute. Han manglede penge til reparationerne på sin elskede Kreidler. Hver morgen cyklede han derfor en tur rundt i nabolaget og uddelte morgenaviser. Selvom det var forår og allerede tidligt lyst, havde Mamse svært ved at stå op kl. 04.30. Den første uge gik det nogenlunde; tanken om lommepengene hjalp. I løbet af den anden uge fik Mamse en genial ide. Han var sikker på, at ingen fornuftige folk i virkeligheden gad læse de kedelige aviser, og at han nok gjorde dem en tjeneste, ved at lade dem slippe. Så han besluttede sig for at smide hele stakken af aviser i branddammen hver morgen. Det var meget nemmere, og så kunne han sove to timer længere.