Nu var der kun kort vej til Kalø Slotsruin og Sorte Maren. Skoven åbnede sig op, og de kunne se ud over vandet. Atle og Musse havde sovet hos den taknemmelige rævefamilie og tog afsked med de søde unger om morgenen. Da de fortsatte deres vandring, kunne de stadig høre puslelyde fra buskadset langs vejen.

”Jeg tror da, at ræveungerne er fuldt efter os”, sagde Musse og prøvede at kalde på dem.

Efter et stykke tid stod der en hvalp på stien foran dem. Den logrede med halen og løb dem glad i møde.

”Skal du ikke hjem til din mor, lille ven?” kvidrede Musse. Hvalpen var henrivende med store brune øjne, klodsede poter og en lodden pels.

”Jeg tror ikke, at det er en ræv”, sagde Atle stille, og Musse stivnede forbavset.

I skovbrynet få meter væk sad der pludselig tre store ulve og betragtede dem. De tre dyr så værdige og fredelige ud.

”Tag det helt roligt, Musse”, sagde Atle beroligende og lagde hånden på Musses arm. En behagelig varme og afslappethed bredte sig gennem Musses krop, og hun kiggede overrasket på sin arm. Da hun så op igen, var Atle gået hen til ulvene. Han gik frygtløs rundt mellem dem og rørte ved deres ører. Der kom flere ulve til rundt omkring. Atle stillede sig midt i flokken og bredte armene ud og begyndte at messe en remse. Musse forstod ikke helt hvad der foregik, men da hun kom nærmere, kunne hun se, at hullerne i ørene på ulvene begyndte at vokse sammen. Flere af dem kløede sig ihærdigt i ørene med bagpoterne, mens Atle kom i kontakt med de højere magter. Der rejste sig en lilla søjle af energi rundt om Atle og ulveflokken. Inde midt i den kom der en skikkelse til syne og Musse var sikker på, at hun genkendte Onkel Ranukels profil. Normalt ville hun blive tosset på Atle over denne kontakt, men nu føltes det rigtigt. Ulvene kiggede tillidsfuldt op på hans genspejling, og Atle anråbte ham om hjælp.

Da det hele var overstået, og de gik videre, spurgte Musse, hvad der var sket. Atle svarede henkastet, at det vist var noget med en jæger et sted i Vestjylland, som ulveflokken gerne ville have hjælp til. Og så ville han ikke snakke mere om den sag.