Efter det knapt så vellykkede besøg hos pindsvinene, fortsatte Atle og Musse deres vandring. August blev til september og naturen udstrålede en ny ro. Næste stop var hos hare-familien. Harerne er de mest omsorgsfulde af alle skovens dyr. De elsker at trøste deres artsfæller og andre arter. De passer deres egne unger med stor iver, og gør alt hvad de kan for at fjerne forhindringer for den næste generation. Harerne havde deres koloni på kanten af Mols Bjerge i Basballe. Da Atle og Musse nærmede sig, blev de modtaget af en flok nysgerrige hareunger med store øjne og blød pels.

”Årh, hvor er de søde”, udbrød Musse. ”Se, Atle, de er kommet for at tage imod os.”

Harerne havde netop denne dag et velgørenhedsarrangement i den sandede jord udenfor deres huler. De havde pyntet op med kulørte lamper og guirlander af efterårsløv. Her kom Atles sprogkundskaber på en hård prøve. Harerne forstod ikke, hvad han sagde. Musse havde en mistanke om, at han ikke prøvede særlig ihærdigt, i hvert fald måtte han hurtigt tilkalde en ravn til at oversætte. Hareungerne blev bange, da den sorte fugl landede på jorden foran dem og deres mødre skyldte sig at genne dem ind i hulerne.

”Hvor er de harer dog nogle skvat”, sagde Atle til sig selv. ”Render deres vej hele tiden og tænker kun på at passe børn. Egentlig er hele arten bare en forsamling tudefjæs. Man skulle tro, at det var et menighedsråd og ikke en dyre-koloni, vi er kommet til.”

For en gangs skyld oversatte ravnen Atles udtalelse ordret. Den skulle ikke tænke sig om eller rime. Da harerne hørte den skrattende ravne-stemme kalde dem for tudefjæs, blev de ulykkelige. Flere damer græd, og de ældste måtte støttes derfra.