Naturen var sært forandret, syntes Atle. Der lugtede mærkeligt og brændt rundt omkring, og af og til var han sikker på, at han kunne se en grøn røg stige op bag træstubbe og græstuer i skoven. Da de to venner kom til en asfalteret vej, fik Velly øje på en stribe lave bygninger med halvtag over.

”Det er en nedlagt mink-farm”, sagde Velly og gik nærmere. ”Det er sgu mange år siden, at der har været nogle spærret inde her.”

 Velly stod og så på de sørgelige barakker og nynnede en sagte melodi imens. Atle fik øje på nogle små skikkelser i udkanten af området. Han så små brune øjne slå smut og glimt af vævre skikkelser i det høje græs.

”Hallo, er her nogen?” råbte han spørgende.

Det puslede i græsset, og tre små pelsdyr dukkede op. De sad nydeligt på rad og række på bagbenene og betragtede Atle og Velly med plirrende, brune øjne.

”Åårhh – hvor er de søde. Det er mink-egern unger”, lød det fra skovbrynet og inden de fik set sig om, var ulve-rævepigen Ruva kommet stormende ind fra højre og havde kastet sig over de små pelsdyr.

”Hvor kom du fra?” spurgte Velly. ”Jeg har ikke set dig i flere dage.”

Ruva gemte genert hovedet bag sin buskede hale, og Velly indså, at han ikke fik et fornuftigt ord ud af hende.

Ruva tog sig kærligt af de små mink-egern unger. Deres forældre var ikke at se noget sted, og hele området virkede øde og forladt.

”De er sikkert blevet skudt af jægere”, snøftede Ruva oprevet. ”Efter at alle minkene forsvandt dengang med Den Store Forandring, var der mange der troede, at der var vilde mink alle steder. Men de fleste viste sig at være de nye hybrider.”

Atle stirrede fascineret på Ruva. Der var helt sikkert meget, han ikke forstod, af det hun sagde. Men han var også sikker på, at han nok en dag ville finde en forklaring på alle de uforklarlige ting, han oplevede på denne rejse. Atle var ikke dum. Bag det troskyldige og naive ansigt gemte der sig en sand lille mesterdetektiv.