Tove vendte sig mod Musse og studerede hende gennem de fedtede brilleglas. Hun brummede lidt og gik hen og satte kedlen over ildstedet. Musse tog vejr ind for at forklare sit ærinde.

Tove holdt afværgende en hånd i vejret. ”Stop – sig ikke noget.  Jeg ville være en dårlig spåkone, hvis ikke jeg vidste, hvem du var, og hvorfor du kommer til mig”.

”Sæt dig ned”, fortsatte hun i en venligere tone. Tove tog tekanden frem og hældte op i to barkkrus til dem begge. Hun sad et stykke tid og betragtede bunden af sit krus, før hun begyndte at tale.

”Du er gift med ham den lille, latterlige skikkelse, de kalder for skovkongen.” Musse skulle til at svare, men Tove holdt hånden op igen. ”Stop, det var ikke et spørgsmål, det var en konstatering.

Atle kunne netop ikke fordrage Tove, fordi hun for mange år siden til et sommermarked havde spået Musses skæbne i kortene og kaldt ham et fæ og latterlig. Han var også stærkt tvivlende overfor den historie, der verserede om, hvordan Tove lærte at spå i kort. Ifølge legenden blev hun som ganske ung skovpige bortført af en trup omrejsende gøglere under et sommermarked ved Kalø Slot. Det var omkring 500 år siden og i den tid, vi kalder for middelalderen. Hun var uforsigtig og kom til at vise sig for menneskene en fuldmånenat, hvor hun samlede urter med sin søster, Maren. Gøglerne fangede hende med et net og troede først, at hun var et egern. Da de fik set nærmede på hende i dagslys, kunne de godt se, at hun var et særligt væsen. De lænkede hende i deres vogn sammen med en tam abe og tjente penge på at vise hende frem på markedspladser over hele Europa. Hun var iført lyserød kjole og hat og optrådte i et dansenummer sammen med aben, der var i soldateruniform.

”Nååee” – gnæggede Tove og fandt sine hjemmelavede Tarotkort frem fra en lille pose. ”Der er nok nogen, der har rodet med magien. Jeg fornemmer en indblanding fra den sorte side. Noget skete på Samhain sidste år, og nu frygter du for konsekvenserne, lille Musse. ”

Musse nikkede tavst.

Tove fortsatte, lagde nakken tilbage og messede:

Kom til mig alle ånder fra syd og nord

Tag plads ved mit bord

Tal til mig fra vest og øst

Giv mig jeres visdom som høst

Hun sad lidt og rokkede frem og tilbage, før hun lagde sine kort op i en cirkel og betragtede dem længe. Hun tændte en af sine hjemmerullede birkeblads-cerutter og lod røgen cirkulere i den lille hytte. Alle vidste, at Toves hjemmerul var en fast del af hendes spådoms-ritual. De fleste af hendes cerutter bestod af birkeblade, men af og til fik hun blandet noget andet i tobakken, og så blev hendes forudsigelser endnu mere fantasifulde og uforståelige for modtagerne. De fleste af hendes besøgende gik fnisende fra en seance hos Tove, hvis tobakken var alternativ.

”Lad mig se”, mumlede Tove. ”Fire trækæppe og tre drikkebægre henover Visdommens Ugle og Vredens Drue – det betyder…………nu trækker jeg så otte kastanjer………………”

Musse fik vand i øjnene af den stærke røg og begyndte at hoste. Hun synes, at hun begyndte at se syner, sære skygger snoede sig ud fra ildstedet og omsluttede bordet med kortene. Selv Ragner, eller hvad ravnen hed hos Tove, begyndte at hoste og svaje frem og tilbage på sin pind. En blå cirkel dannedes sig hen over hovedet på de to skovkvinder, og det hele snurrede rundt for Musse. Hun tabte fornemmelsen af tid og sted og kunne høre langt væk, at Tarot-Tove skændtes med nogen.

”Du holder nallerne fra de børnebørn”, lød Toves stemme. Derefter tavshed. Musse kunne åbenbart kun høre Tove, ikke ånderne fra en anden side. ”Nej, jeg vil ej passe mig selv”, fortsatte Tove. ”Det er min slægt og deres fremtid, der er tale om her. Det er din magtsyge, der er grunden til forbandelsen. Ja, jeg ved godt, at det begyndte mange århundrede før din tid, men mon ikke den historie var gået i glemmebogen for længst, hvis ikke du absolut skulle spøge rundt og spille interessant. Hænge og svæve hen over mødet ved Samhain ved Agri Stendysse. Sådan noget pjat. Du er en magi-amatør under alle omstændigheder. En opkomling, en kæltring, et hundehoved, en socialdemokrat………..”

Tarot-Tove havde fået hidset sig grundigt op, og hornbrillerne sad skævt på næsen af hende og duggede af bar ophidselse. Pludselig for en voldsom hvirvelvind gennem den lille hytte og blæste alting omkuld. Døren sprang op og bordet, fuglen, stolene og Tove selv forsvandt i den kraftige blæst. Musse faldt forover og slog hovedet i gulvet, og så blev det hele sort for hende.

Da Musse kom til sig selv, vidste hun ikke, hvor hun var henne. Hun kiggede sig forvirret omkring i den tomme hytte og kunne ikke huske, hvad hun havde lavet her, eller hvorfor hun var her. Hun var tørstig og forslået. På gulvet lå der et barkkrus med lidt te i bunden. Musse tømte det og følte sig omgående bedre tilpas. Hun kiggede rundt og bemærkede de smukke farver fra naturen udenfor. Hun gik ud af den ødelagte hytte og følte med det samme, at hun kunne tale med alle træerne og buskene i naturen.