Rygterne om Atles sælsomme forvandling var kommet Atle og Musse i forkøbet. En flok nysgerrige ræveunger fulgte efter dem gennem skoven. De legesyge unger sprang frem på skift og bed sig fast i kanten på Atles kappe. Han truede ad dem for sjov, og de løb hvinende væk. Omme bag et træ tittede resten af rævefamilien frem. Rævefar kom frem, og pludselig var følge-ravnen på plads igen. Ravnen oversatte, mens ræven forklarede at hullerne i snuderne på alle i ræveslægten stammede fra en gammel fejde mellem ræve og krager. For mange år siden havde der i en særlig streng vinter været kamp om føden, og en flok krager var gået løs på en ræv, der stjal deres bytte. Siden har kragerne sat en ære i at mærke alle ræve i området med huller i snuden. De venter udenfor rævehulen, indtil ungerne er alene hjemme, og så haler de dem ud af deres trygge hule og hakker huller i snuden på dem. Musse var forfærdet over den beretning og så medfølende på rævemor, der stadig gemte sig lidt væk. ”Det kuld vi har nu, har endnu ikke fået hakket huller i snuden, men det er kun et spørgsmål om tid”, fortsatte ravnen. Atle så ned på de søde ræveunger, der fik tiden til at gå med at gnave i hans vandrestav.

”Jeg tager en snak med de krigeriske krager”, lovede han ræven.

Han forsvandt i hurtigt tempo gennem skoven, og Musse blev tilbage hos rævene. Dagen efter var Atle tilbage igen, denne gang i følgeskab med en noget forpjusket krage. Han holdt den ud i strakt arm og rystede den grundigt, så fjerene dryssede af den.

”Dette er Ketil Krage, og han giver jer hermed sit ord på, at det fra nu af er slut med at hakke huller i snuderne på ræveunger”, råbte Atle højt og rystede Ketil.

”Se grundigt på ham, hvis han bryder sit løfte, venter der ham og hans art en frygtelig hævn”. Atle truede af Ketil, inden han slap ham løs og lod ham flyve væk i al hast.