Solhvervsbålet blussede i skoven på Skødshoved. Alle dyrene var forsamlet til fest under de blinkende stjerner på den natsorte himmel. Atle havde holdt en inspireret tale om fred, fordragelighed og nye tider i det kommende år.

Der var ingen tegn på magisk tilstedeværelse endnu. Musse var lettet. Børnebørnene legede med hinanden uden at blive uvenner og opførte sig ordentligt. Svigerdøtrene sendte hinanden vidende blikke, men holdt masken.

Da festen var på sit højeste, og der var kædedans rundt om bålet, skiltes flammerne pludselig, og hen over ilden kom der en skikkelse til syne.

”Det er Algot Alfekonge”, udbrød Feodora benovet. Algot var en mystisk skikkelse i alfernes forhistorie. Alle havde hørt om ham og hans gerninger i fortiden, da alferne kom til skoven, men ingen havde set ham nogensinde.

Algot hang hvid og vis at se på på den mørke vinterhimmel. Han  havde hvid kappe og langt hvidt skæg.

”Det er julemanden”, skreg Tore begejstret og rakte ud efter Algot. Tudse nåede lige at trække ham tilbage inden han fik svedet pelsen.

”Hør mit ord”, rungede Algots gammelmands stemme dystert, og alle dyrene stoppede op og stirrede på ham. ”En kærlig sjæl har uforvarende sluppet en gammel og ond dæmon løs. Jeg frigør dig hermed for dit ansvar”, fortsatte Algot og pegede på Musse.

 ”Jeg påkalder Ranukels ånd, kom frem og stå inde for dine gerninger”.

Der blev helt stille, og alle holdt vejret. Algot gentog sin forespørgsel tre gange, og til sidst måtte Ranukels ånd modstræbende vise sig. Det hvislede svagt i udkanten af bålet, og Onkel Dunkels sure ansigt kom til syne bag Algot. Algot tog et rask tag i lommen og fremdrog en knudret rod. Han holdt samtidig fast i Ranukels sorte skæg, mens han smed roden ind i ilden. Den blussede op med en klar blå flamme, der omgående brændte Ranukels ånd væk, alt imens der lød sære jamrende og hvislende lyde.

”Jeg befrier endnu  en uskyldig sjæl fra at vandre i dødens dal mellem dimensionerne”, messede Algot videre. Nu kom Tarot-Tove til syne ved siden af Algot. Hun så glad og lettet ud, og virkede mindst 100 år yngre end sidst, Musse så hende.

”Jeg tror sørme, at hun har fået pudset briller”, hviskede Alte til Musse, der fnisende stak en albue i siden på ham. Hun var lettet over at det hele var overstået, og hun tog kærligt Atle under armen.