Skovkongen Atle.

Prolog: Der findes et skovfolk fra gamle tider. De bor i de små grupper af træer, der uforstyrret har fået lov til at slå rod, hvor markerne ikke kan dyrkes. Det er på bakketoppe, i lavninger i landskaber og ved vandløb.  Ligesom de træer og buske, der gror der, har kunnet være i fred for plov og traktor gennem tiderne, så har skovfolket gemt sig væk og fundet sig tilrette. Engang boede de i de kæmpestore skove, sammen med dyrene og de andre væsener. Skovfolket er små brune væsener, halvt trolde og halvt alfer. De er ligeså høje som tre æbler, der er stablet ovenpå hinanden. De er lådne og går oprejst på deres små ben, der ender i fødder med fire tæer med kløer. De har en kort hale med glat pels og en lille hvid dusk for enden. De kan færdes alle steder i de små skovområder. De er gode til at klatre i træer og kan ubesværet nå op i toppen af de højeste træer på rekordtid, hvis de ser noget, der gør dem bange. Til gengæld kan de ikke svømme. De hader vand. De hvæser og sprutter panikslagne, hvis de ved et uheld falder i vandet. Det er alle skovfolks-mødres store skræk; at deres unger skal falde i vandet og drukne. Der er nemlig ingen i skovfolkets rige, der kan svømme ud og redde en unge, der er faldet i vandet.

De få mennesker der har set væsener fra skovfolket, tror ofte at det er en brun kat eller et egern med mindre hale, de har fået et glimt af bag et træ eller langt oppe i en trækrone.

Jeg mødte skovkongen Atle forleden dag, og han havde en spændende historie at fortælle…….

Første kapitel: Hvordan molboernes slægt blev til

Skovkongen Atle havde tre sønner, små smukke skovvæsener med klare øjne og et nysgerrigt sind. De var Atle og Musses store glæde og stolthed. Musse var Altes trofaste kone, ingen kunne som hende lave velsmagende hjemmebag bestående af en hemmelig blanding af regnorme, tudser og spindelvæv. Hun var overbevist om, at den ret havde gjort hendes tre sønner til pragteksemplarer af skovfolksracen. Atle og Musse var kun 150 år gamle, da de blev gift. Skovvæsener bliver omkring 800 år i gennemsnit, så de var stadig unge og med blank pels, da de sagde ja til hinanden under fuldmånen. De tre sønner hed Tudse, Usse og Busse. Ingen andre hos skovfolket kunne kende forskel på dem, og det forstod forældrene overhovedet ikke. Tudse havde svagt udstående øjne, en ekstra charme mente hans mor. Usse var usædvanlig glad for vand, selvom han selvfølgelig ikke kunne svømme. Alle skovfolk var født med en dybtliggende skræk for vand. Alligevel havde Usse plasket rundt i mudder siden han var helt lille. Så Usse kunne altid genkendes på sin beskidte pels. Den sidste søn, Busse, var en slagsbror. Busse var hidsig og ville altid have sin vilje. Så snart nogen sagde ham imod, for han op som en trold i en æske og slog løs på sin modstander. Busse havde altid rifter i pelsen og buler i hovedet på grund af sit hidsige sind. De to andre brødre, Tudse og Usse, undgik ham så vidt muligt.

Andet kapitel: De tre sønner er giftefærdige.

Atle og Musses tre sønner var nået den giftefærdige alder omkring de 100 år. Tudse, Usse og Busse boede selvfølgelig stadig hjemme i trækronerne hos deres forældre. Ingen familie hos skovfolket kunne drømme om at bede deres unge flytte hjemmefra, før de havde en ordentlig mage. Skovfolket vidste, at det ikke var godt for sjælen at være alene. Tudse havde stadig udstående øjne og var med tiden blevet den mest nysgerrige af de tre brødre. Der foregik intet i skovfolkenes rige, som Tudse ikke vidste besked med. De andre beboere i den lille skov opsøgte ofte Tudse for at få nyheder. Tudse var beæret over den tillid, der blev vist ham og som en konsekvens af det, blev han opsøgende i forhold til at skaffe interessant nyt. Tit så man ham snige sig efter fremmede af enhver art for at få opsnuset, hvad deres ærinde var rundt på hele Mols.

Den næste søn i rækken var Usse, der stadig elskede et godt mudderbad mere end noget andet i livet. Hans mor var meget bekymret for hans fremtid. Hun var sikker på, at det aldrig ville lykkes Usse at finde en passende pige af skovfolket. Hun beklagede sig ofte til Atle, og jamrede over at ingen fornuftig pige ville tilbringe sine dage i en mudderpøl. Atle ville ikke høre på hende, han var sikker på, at alle og enhver kunne se den store charme i hans mellemste søn, hvad enten han havde mudder i pelsen eller ej. Desuden skulle man ikke sådan gå og lave sig om bare for at få en kone, mente Atle og sendte Musse et sigende blik.

Den sidste søn, Busse, var stadig stridbar og påståelig. Han var ikke så voldelig mere. Det havde Atle fået pillet af ham som barn. Det krævede dog stor list, som Atle måtte have hjælp til at udtænke. Musses onkel, enkemanden Dunkel Ranukel, fik Busse på sommerferie et år, hvor han var ved at drive hele familien til vanvid. Dunkel Ranukel var kendt som lidt af en vismand og tryllekunstner hos skovfolket. Han boede alene i en lille sivhytte i en afsides beliggende mose og kunne tale med alle dyrene. Musse opsøgte ham i sin fortvivlelse over sin yngste søn, og Dunkel Ranukel lovede at tage sig af ham i et par måneder. Ingen vidste præcis hvad der var sket den sommer hos onkel Dunkel, men Busse var blevet mere omgængelig da han en dag i efteråret vendte tilbage fra mosen. Det eneste Tudse kunne opspore efterfølgende var, at onkel Dunkel vistnok havde arrangeret en duel mellem Busse og det største pindsvin på egen, og at Busse var blevet stukket godt og grundigt på pindsvinets pigge, og det havde kureret hans lyst til slagsmål.

Tredje kapitel: Atles frierfærd.

Atle og Musse holdt rådslagning en mørk efterårsaften. Det var nymåne og dermed tid til at udtænke nye planer. Musse insisterede på, at Atle måtte på vandretur rundt på Mols for at se på passende koner til de tre sønner. Atle mente, at nu til dags kunne de unge mennesker nok selv finde ud af at finde en mage. Musse afbrød ham hurtigt, da han var ved at tage luft ind til en af sine sædvanlige anekdoter fra sine unge dage. Ofte glemte han, at Musse selv havde været med til de fleste af de historier, han rådede over, og han fortalte dem med så store overdrivelser, at Musse næsten ikke kunne genkende begivenhederne. Musse havde lavet en liste nedskrevet med rødbedesaft på pilebark. Det gav held havde hun lært af sin bedstemor, den berømte kloge skov-kone, Sorte Maren. På listen stod alle de respektable familier på egnen oplistet, og Musse havde fået den nysgerrige søn, Tudse, til at undersøge hvilke familier der havde skov-folks døtre i den giftefærdige alder. Skovfolkene går meget op i slægtsforhold, og alle familier holder styr på deres slægtninge gennem særlig fine slægtsbøger, der bliver ført af slægtens ældste og nedskrevet med blæk af frugtsaft i sommerens løb. Derfor må der helst ikke finde store begivenheder sted om vinteren, da det kniber med at skaffe blæk til at skrive med. De fleste bryllupper bliver afholdt midt på sommeren af samme grund. Musse havde også bedt Tudse om at finde ud af, om deres familie var beslægtet i lige linje med nogen af de giftefærdige skovfolks-piger. Det er nemlig en af de få regler hos skovfolket; man må ikke gifte sig med fætre og kusiner. Tudse havde derfor fundet tre passende familier, der havde døtre, der ikke var i familie med Atles slægt. Tudse var så nysgerrig og en lille smule dum oveni, at han havde slet ikke forstået, at det var koner til ham selv og hans brødre, det handlede om. Den første familie boede på Helgenæs og havde to kønne døtre. Den anden familie havde deres bo tæt på Trehøje i Mols Bjerge, og den sidste familie havde udgravet sig et prægtigt bo under højen Basbjerg på Skødshoved. Tudse have fået opsnappet navnene på familiemedlemmerne i de sidste to familier, og han var sikker på, ud fra navnene at dømme, at der måtte være tale om unge kvinder.

Atle drog hjemmefra iført sin bedste filthat og med en forsvarlig madpakke i en bylt over nakken. Musse og drengene vinkede, da han gik over marken en tidlig morgen. Alte anså sig selv for at være en stor diplomat med talegaverne i orden. Han glædede sig til at fremføre sit ærinde for de tre familier med stor alvor, og han gik og øvede sig på en længere enetale, da han blev afbrudt af en høj skræppen oppe fra en trækrone. ”Huaak, du higer og søger, blandt skrifter og gamle bøger.” Atle så sig forvirret omkring og var nær blevet væltet af vingesuset af en stor sort ravn, der fløj lige hen over hovedet på ham.   ”Hvabehar” skreg Atle overrasket og glemte helt, at det er klogest for skovfolk at lade som om, man ikke kan tale med dyrene. Ravnen dukkede igen og hakkede efter Atles solide madpakke med sit sorte, blanke næb. ”Næ, det er dog for galt” råbte Atle forarget og slog ud efter ravnen. ”Vil du nære dig. Hold dig fra min mad, din dumme fugl”.  ”Den skønneste mø, må hurtigt dø. Den næste bliver den sidste. Alle i skovfolket er triste. Huaak” skreg den sorte ravn og fløj elegant han over Atle igen og forsvandt hen over trækronerne. Atle var ærgerlig over afbrydelsen og samlede sin filthat op fra jorden og børstede støv af den før han indigneret satte den på hovedet og begav sig videre på sin færd.

Fjerde kapitel: Atle må opgive sit forehavende.

Skovkongen Atles rige ligger midt på det let kuperede område, Skødshoved, på Mols. Det strækker sig ud i en naturlig fordybning i landskabet, indrammet af nogle højdedrag, der er omkranset af landsbyerne Dejret, Tillerup og Blåkær. Midt i riget ligger der et lille firkantet skovstykke, og her har Musse og Atle deres hyggelige hjem.  Fortællingen her tager sin begyndelse længe før Atle gjorde sig fortjent til titlen skovkonge. Det er en helt anden historie.

Da Atle en efterårsdag begav sig ud på sin vandring for at finde passende koner til sine tre sønner, havde han ikke gennemtænkt, hvor langt der faktisk var at gå helt til Trehøje, Helgenæs og Basbjerg for et lille væsen som ham. Atles første stop var hos slægten på Helgenæs. Det tog ham tre dage at gå derud, og han sov under brændestakke eller i bunker af nedfaldent efterårsløv undervejs. Han havde for længst spist Musses madpakke hjemmefra, da han ankom til Helgenæs. Skovfolk er af natur både høflige og temmelig nysgerrige, så Alte blev hurtigt budt både mad og drikke. Da han var kommet sig ovenpå den anstrengende tur, gjorde han sig klar til at fremføre sit ærinde med stor alvor. Skovfolkene på Helgenæs var alle strømmet til, da det rygtedes, at der var besøg fra Skødshoved. Atle rømmede sig og begyndte på sin indøvede tale. Da han nåede til det sted i talen, hvor han i rosende vendinger omtalte den smukke datter, Ofelia, fra slægten på Helgenæs, brød tilhørerne sammen i latter. Det viste sig at Tudses efterretninger var helt forkerte. Ofelia var en tam, gammel, blind rotte, der havde boet hos Helgenæs-folket, så længe man kunne huske, og som ingen kunne nænne at jage væk igen. Ofelia boede i en hul træstamme tæt på ildstedet og levede af ostekrummer og andre madrester. Den ældste i Helgenæs-slægten tog ordet og sagde til at Atle, at han ikke troede, at Ofelia var et passende parti for nogen af Atles tre sønner. Alle grinede højlydt igen, undtagen Atle. Han var grædefærdig af skuffelse og ydmygelse. Han takkede høfligt for den gode modtagelse og skyndte sig videre på sin færd. Han havde håbet på at kunne overnatte på Helgenæs, men det havde han ikke lyst til længere. Da han forlod bopladsen, kunne han længe høre den hånlige latter, og vidste at dette ville blive en historie, der ville blive gentaget igen og igen på de lange vinteraftener. Siden har forholdet mellem væsener på Mols og Helgenæs været lidt anstrengt.

Atles næste destination var området omkring Trehøje. Han var ikke sikker på hvor præcist den del af skovfolket boede, så han besluttede sig for at spørge sig frem, efterhånden som han nærmede sig. Den første lokale beboer han mødte omkring Trehøje var en stor grævlinge-han. Atle gestikulerede ivrigt og fik hurtigt grævlingen til at forstå, at han ville tale med den. Skovfolk kan godt tale med andre levende væsener, men det kræver lidt tilvænning at forstå hinandens lyde. Da Atle og grævlingen således havde brummet venskabeligt ad hinanden et stykke tid, gik Atle videre. Det undrede ham lidt, af det havde lydt som om grævlingen talte om nogle indbyggere på Skødshoved, men han blev enig med sig selv om, at det sikkert skyldes at grævlinger ingen stedsans havde overhovedet, og at denne grævling nok ikke engang anede, hvor den befandt sig henne nu.

Da Atle kom igennem en lille lund med fyrretræer tæt på Trehøje, kunne han mærke på sine skov-instinkter, at der var andre skovfolk i nærheden. Hans brune pels blev elektrisk, og alle hårene på ryggen rejste sig. Alte blev lidt forvirret. Den fornemmelse plejede at være et signal om fare. Alt så dog normalt og fredeligt ud inde mellem de høje træstammer. Pludselig hørte han sang, en dæmpet rytmisk trommen og svagt jamrende stemmer. Han gik efter lyden og så til sin store skræk, at en flok skov-væsener var i gang med et ligtog. På båren lå en ung skov-pige med en blomsterkrans omkring hovedet, og en stor folk skovvæsener gik syngende i et optog gennem skoven. Det er sjældent at skovfolk dør unge, og alle frygter døden. Deres begravelsesritual går ud på at sænke dem afdøde ned i en sø, mens der skal sygens nogle helt bestemte sange, der sikrer at den afdøde bliver forenet med de andre skovvæsener i efterlivet. Atle sank opgivende ned bag et træ og satte sig til at tænke over tingene. Det ville være særdeles uhøfligt at bryde ind midt i en begravelses-ceremoni med en forespørgsel om ægteskab. Desuden havde Atle en mistanke om, at den afdøde pige netop var den person i familien, som Tudses efterretninger havde peget på. Oplevelsen fra Helgenæs sad endnu i Atle, og han ville ikke risikere at dumme sig yderligere.

Derfor besluttede Atle sig for at snige sig ubemærket bort fra begravelses-optoget og sætte kursen mod sit sidste mål; skovfolks-familien på Basbjerg. Det tog yderligere to dage at vandre dertil. Da Atle ankom en aften ved skumringstid, kunne han ikke finde nogle væsener i området. Længe vandrede han rundt og snusede i luften og prøvede at slå sine instinkter til. Han var ved at opgive det hele, da han hørte en puslen i buskadset tæt på sig. Atle kunne lugte, at det ikke drejede sig om andre skovfolk, og ganske rigtigt, ud af buskadset kom der en velvoksen grævlingehan til syne. Alte var usikker på om det var den samme grævling, som han havde forsøgt at tale med på vej til Trehøje, men denne var mørkere i pelsen og var nemmere at tale med. Atle forstod hurtigt, at der var en kæmpe koloni af grævlinge-huler bag på Basbjerg. Grævlingen var meget gæstfri og inviterede hurtigt Atle med hjem til aftensmad. Snart sad Atle bænket hos grævlingefamilien og fik en udsøgt middag bestående af regnorm tilberedt på fantasifuld vis. Han overvejede at spørge, om han måtte få opskriften med hjem til Musse, man han var ikke sikker på om grævlinger kunne skrive, og i så fald ville det være en fornærmelse.  Selvom det var hyggeligt at sidde til bords med grævlingerne, kunne Atle ikke undgå at bemærke at de brummede og smaskede og spildte meget på gulvet under middagen. Atle valgte at lade som ingenting og smile høfligt. Han prøvede at spørge grævlinge-moren, om hun kendte en skovfolksfamilie i omegnen. Hun rystede benægtende på hovedet og smaskede videre på sin stegte regnorm. Atle kunne huske navnet på den unge pige fra Tudses oplysninger; hun hed Afrodite og skulle være meget smuk. Det spurgte han en af de unge hanner ved bordet om. Han tænkte, at det kunne da være, at de unge sønner hos grævlingerne havde øje for smukke skov-piger, selvom de var noget mindre end grævlingerne. ”Afrodite”, svarede den unge han: ”Hun er da lige derovre ved de små unger. Det er min lillesøster, og hun passer børn her i aften. ”Hvad skal du snakke med hende om?” spurgte han nysgerrigt. Der blev helt stille ved bordet, og alle kiggede på Atle. Atle blev helt varm bag ørene, og vidste ikke hvad han skulle svare. ”Sagde du ikke at du var på udkig efter koner til dine tre sønner”, spurgte den store han-grævling? Alte bandede sin åbenmundethed langt væk. ”Jeg synes at det lyder interessant med en forbindelse mellem vore to slægter”, sagde han-grævlingen og kiggede opmuntrende på Atle. Afrodite blev tilkaldt, og der opstod uro blandt grævlingerne. Atle kiggede forfærdet på Afrodite. Hun var jo tre gange på stor som hans sønner. Det ville aldrig gå godt. Hun ville ret hurtigt få klemt en stakkels skov-fyr ihjel ved den første kærlige omfavnelse.

Femte kapitel. Atle laver en ny plan.

Atle var hjemme igen efter sin fejlslagne frierfærd. De første par dage var han stille og nedslået efter sine oplevelser, men Atle var optimistisk af natur, og snart begyndte han at udtænke nye planer. Musse og Tudse prøvede at behage ham på alle mulige måder. Dels ved at forkæle ham med hans livretter og dels ved at give ham ret i alt, hvad han sagde. Atle vidste godt, at det var deres måde at sige undskyld for Tudses elendige efterretningsarbejde på, men han valgte at ignorere dem. Mor og søn holdt altid sammen og jo mere Atle betragtede dem på afstand, jo mere kunne han se at Musse faktisk også havde svagt udstående øjne ligesom Tudse. Da Musse og Atle var unge og nyforelskede, blev Musse opvartet af en ivrig bejler fra tudsernes slægt. Alte huskede endnu hvordan han havde måttet jage den store hantudse væk en tidlig morgen, hvor den havde siddet hele natten i den nærmeste mose og sunget kærlighedssange til Musse. Alte var forarget, men kunne stadig efter alle disse år huske at Musse rødmede, hver gang hendes bejler blev nævnt. Og at sønnen så endda kom til at hedde Tudse, havde også været en anledning til mange skænderier mellem ham og Musse i tidens løb.

Samhain nærmede sig og det var en magisk aften for alle dyr og væsener i naturen. Det er den aften hvor året skifter fra sommerhalvåret til vinterhalvåret, og porten til underverdenen står åben. Der kan man kommunikere på tværs af tid og sted og mellem alle verdener; både dem fra vores virkelighed og dem fra den anden side af døden. Alle skovens beboere, og de andre slægter, holdt altid en større fest på Samhain. Man fejrede sommerens afslutning og gjorde sig klar til vinterens komme. Det foregik på magiske steder, helst et sted med en indviet stencirkel fra de ældste tider. Der var de bedste energier til stede. I Atles families tilfælde var det bedste kultsted ved Agri. Det var en udflugt på adskillige dage, og det skulle planlægges ordentligt. Atle beordrede, at hele familien skulle deltage i år. Normalt var han ikke så skrap og kommanderende, og en eller flere af sønnerne havde før fået lov til at blive hjemme. Men den gik ikke i år. ”Alle skal med, basta!” udtalte Atle og satte Musse og Tudse i gang med at pakke madkurve til turen.

Da Samhain oprandt d. 31. oktober, var Atles familie for længst gået hjemmefra. Som et lille optog gik Atle, Musse, Tudse, Busse og Usse afsted med deres oppakning gennem Mols. De skjulte sig for de mennesker de mødte på deres vej, og kom derfor kun langsomt frem. Sønnerne beklagede sig ofte undervejs, men Atle var døv for deres klager. Han var meget opsat på at få genoprettet families ære, og var for en gangs skyld særdeles hemmelighedsfuld.

Sjette kapitel: Den store Samhain-fest.

Trommerne lød taktfast i den mørke oktoberaften, da Atle og hans familie nærmede sig Porskær Stendysse ved Agri. De tre sønner havde aldrig været med til efterårsfesten her før, familien plejede at deltage i fejringen af årstiderne på Trehøje. Men Atle havde insisteret på, at det skulle foregå ved Agri i år. Selvom Tudse, Busse og Usse alle var omkring 100 år, blev de bange for de uhyggelige lyde, og trak om bag deres forældre, da de kom hen til den række af tændte fakler, der ledte til selve stendyssen. Det gav et sæt i hele familien, da et uhyre sprang ud foran dem på stien og skreg højt. Musse tabte sin taske af skræk, og Atle slog instinktivt ud efter skikkelsen. Både ham og Musse satte sig på halen af forskrækkelse. Det skrigende uhyre forsvandt hurtigt ned ad stien bag dem og skræmte de næste gæster, der ankom til festen. “Hvad var det, far?” spurgte Busse med bævende stemme indefra en busk. “Nåe, det var bare en udklædt alf” sagde Atle i en let tone, mens han kom på benene igen. “Det er noget, de gør her for at skræmme de onde ånder væk. Man skal lade som, om man bliver forskrækket. Det var kun for at glæde dem.” De tre sønner kom frem på stien igen, og deres ansigtsudtryk afslørede, at de ikke troede på deres fars forklaring. Atle hjalp Musse op at stå igen, og derefter gik de videre. Området omkring stendyssen var pyntet med udskårne græskar med tændte lys i,og der var kranier ovenpå de store sten. Atle beroligede sønnerne, og viste dem, at kranierne i virkeligheden var træstubbe, der var udskåret, så de lignede trolde-kranier. “Hvorfor trolde?” spurgte Busse gnavent. Han havde ofte været i klammeri med de unge hanner fra trolde-slægten, og havde, trods sit møde med et stikkende pindsvin, ikke helt glemt sit stridbare sind. “Denne Samhain-fest er for alle skovens arter” sagde Atle belærende. Musse kiggede overrasket på ham og skulle lige til at spørge, hvad de egentlig lavede her, men hans hemmelighedsfulde mine fik hende til at tie stille igen.

Festen gik i gang, og alle gæsterne sad ved et stort cirkelrundt bord med hul i midten til madlavningsbålet. Der var både alfer, trolde, pindsvin, ræve og tudser tilstede. Altes familie var den eneste skovfolks-familie, der deltog i festen. Store fade med lækre madretter blev båret hen til bordet af en flok unge alfe-piger. Især Usse gjorde store øjne, da en smækker alfe-pige blinkede til ham og hældte et stort krus skummede sortrods-øl op til ham. Alle ved bordet drak rigeligt af den gode stærke øl, og snart var samtalen alle steder højrøstet. Musse mente ikke, at hendes sønner var gamle nok til at drikke så meget øl, men Atle ville ikke høre på hendes “pyleri”, som ham kaldte det. “Du må lade vores sønner blive voksne skovfolk-mænd snart. De skal ikke længere behandles som børn. Du er ved at blive en gulvskrubbe-mor” sagde Atle og så vredt på Musse med rynkede bryn. “En gulvskrubbe-mor” gentog Musse fornærmet. “Hvad i alverden mener du med det?” “Ja, det kan du da tænke dig til” svarede Atle. “Det betyder, at du skrubber alle forhindringer væk foran dem, som om du skrubbede gulv, hvor de end går og står”. Musse blev meget fornærmet over den betegnelse, og de snakkede ikke sammen resten af aftenen.

Der var et band bestående af otte begejstrede tudser, der spillede under maden. Tudserne truttede i forskellige blæseinstrumenter og sprang rundt på scenen. Der var en tudse-dame, der sang, men ingen kunne høre hende på grund af de høje trutte-lyde. De tre sønner holdt sig skiftevis for ørerne, for tudserne spillede jazzmusik, og det kunne de ikke fordrage. Den søde alfe-pige, der havde hældt øl op til Usse, bøjede sig ned over ham og fortalte, at der senere på aftenen kom et heavy-trolde-band og spillede. De hed Trollica, og var rigtig gode.Tudse, altså hans bror, lænede sig over til Busse og drillede ham med alfe-pigen. “Hun er godt nok sød” svarede Usse fraværende, han var allerede forelsket i pigen og hinsides al fornuft. “Jeg tror, jeg vil invitere hende med i mudderbad”. “Ja, det vil sikkert gøre lykke” bemærkede Busse tørt og tømte endnu et krus øl.

Hele skoven var pyntet med kulørte lamper i træerne og fakler rundt omkring på jorden. Efter maden stoppede jazz-orkesteret med at spille og begyndte at pakke deres instrumenter sammen. Tudse havde længe betragtet forsangeren, hun havde en fiks lysegrøn kjole på i skinnende silke og de dejligste udstående øjne. Tudse havde drukket nok øl til at være modig, og han gik hen og begyndte at hjælpe damen med at bære de tunge kasser væk. Hun kiggede langt efter ham under de tunge øjenlåg, og det tolkede Atle, der så alt denne aften, som et godt tegn.

Trollica gik på scenen under bulder og brag. Flere af skovens væsener troede, at det var begyndt at tordne og nogle søgte ly under de store dæksten på selve stendyssen. Snart opdagede de fleste dog, at det var fra scenen at spetaklet kom. Trollica havde udvidet rockbandet i dagens anledning. De havde fået et pindsvine-emsemble med på trommer. De store pindsvin var placeret bagerst på scenen og slog løs på kæmpestore udhulede træstubbe, der var beklædt med rabarberblade. Trollica spillede meget højt og alle troldene jublede. Nogle af de mindre dyr gemte sig stadig, især et kuld ræveunger var skræmte fra vid og sans, og troede at jorden gik under.  Busse maste frem i første række for at få det hele med. Det her var lige efter hans hoved. En masse spektakel og en mulighed for at få afreageret ved at stå og hoppe på stedet. Han råbte og skreg med på numrene, så hans brune pels bølgede i takt med musikken. Pludselig fik han øjenkontakt med det største pindsvin, der spillede på tromme. Det var uden tvivl det dumme pindsvin, som Onkel Dunkel for år tilbage havde ladet han tage et slagsmål med. Han huskede tydeligt smerten ved de mange pigge, der blev trykket ind i ryggen på ham, da det tykke pindsvin fik ham ned at ligge. Han blev omgående rasende, da han genkendte sin overmand. Blodet bankede i tindingerne på ham, og han havde kun i hovedet at få hævn. Busse begyndte at klatre op på scenen for at give pindsvinet bank. Han havde lige fået svinget begge ben op på scenekanten, da han mærkede en stærk arm omkring sin hals. Han blev brutalt trukket tilbage og ned på jorden. Den usynlige kraft trak ham liggende gennem mængden af tilskuere og om bag stendyssen. Da det voldsomme greb endelig løsnedes, gjorde Busse sig til klar til at at banke en knytnæve lige i øjet på voldsmanden. Målløs så han ind i et par dejlige brune troldeøjne, og opdagede at det var en trolde-pige, der havde trukket af med ham. Sikke en kvinde, tænkte han. Tænk, at hun kunne nedlægge ham sådan uden videre. “Trollica har kvindelige bodyguards”, sagde troldepigen og smilede venligt til Busse, inden hun vred hans arm rundt og gav ham et knæ i ryggen. Han blev liggende længe uden at opdage, at han havde fået munden fuld af jord ved den voldsomme behandling. Busses skæbne blev beseglet lige på stedet, men det opdagede han først senere samme aften.

Da klokken nærmede sig midnat, begyndte den alvorlige del af festen. Dyrene, alferne og troldene trak sammen i en rundkreds omkring stendyssen. Himlen over dem skiftede farve fra mørk midnatsblå til en lysere blå-lilla nuance. Kontakten til den anden side var begyndt. De mest sensitive deltagere kunne mærke, at noget stort var under opsejling, og de begyndte at nynne sagte og vuggede frem og tilbage. For at porten til underverdenen kunne åbnes, krævedes der stor koncentration fra deltagernes side, og en tranceagtig stemning bredte sig. Atles familie rykkede med ind i cirklen, uden at det var noget, de havde aftalt. Magiske evner ligger også i skovfolkenes gener, det er bare ikke noget, de snakker så meget om. Atle vidste fra de historier, han havde hørt som barn om kraften ved Samhain, at man kan manifestere sine ønsker her og få dem opfyldt. Af og til kræver det en slags offer eller en pagt med de kræfter, der hjælper til. Atle havde en plan for denne aften, og nu skulle den udføres. Han fik puffet sine tre sønner sammen, uden at de bemærkede det. De var alle tre meget optagede af at rokke og nynne med i den store cirkel af væsener. Midnatstimen oprandt i det samme, og Atle skubbede Tudse, Busse og Usse ind midt i cirklen, mens han anråbte alle gode ånder og forfædre fra skovfolkets slægt:

“Alle gode kræfter – fra øst, fra vest

fra syd, fra nord

Kom og hør mine ord.

Alle gode ånder – kom hør min bøn

Giv mig hjælp til hver en søn.”

De tre sønner stod og svajede med lukkede øjne, og over den store dæksten midt i cirklen kom der en utydelig skikkelse til syne. Luften omkring den blev lysende og ladet med elektricitet. Grønne og lilla bølger af magisk lys hvirvlede omkring stenene, og alle deltagerne blev svimle.  Et ansigt viste sig og susede tættere på Atle. Atle selv blev, trods sin overbevisning om de magiske kræfter, lidt forskrækket, da han genkendte Onkel Dunkels ansigt. Onkel Dunkel havde været død de sidste 10 år og var blevet søsat på Tillerup Sø efter forskrifterne for en skovfolks-begravelse. Alte skyndte sig dog at rømme sig og fortsætte sine bønner. Han kommunikerede længe uden ord med Onkel Dunkels ånd, og da han var færdig, trådte der tre nye væsener ind i cirklen. Det var alfe-pigen, tudse-pigen og trolde-pigen. De tre piger gik med strålende øjne hen til de tre sønner og tog dem hver især i hånden. Således stod Tudse med den søde forsanger fra jazz-orkesteret, Busse stod med troldepigen og Usse stod med alfe-pigen i hånden.

Syvende kapitel: Tiden efter Samhain.

 

Det var blevet hverdag igen hos skovfolket, og de tre sønner havde hjemført hver deres brud efter den store Samhain-fest. Atle var godt tilfreds med sin bedrift; det var lykkedes ham at finde passende mager til sine sønner, og Musse var stolt af ham. Tudse og Manja, for sådan hed tudse-pigen, boede i deres egen lille træhytte ikke langt fra Atle og Musse. Busse og troldepigen, Brynhilde, boede hos troldenes slægt nær Agri. Den sidste søn, Usse, og hans brud, alfepigen Feodora, boede i den nærmeste mose.

De tre unge par var allerede gift, for hvad der sker i den magiske cirkel under midnatstimen ved Samhain, kan intet levende væsen lave om på. Der var nu noget, som Atle ikke havde fortalt sin familie om. Af og til plagede det ham midt om natten, og han lå vågen og kiggede op i stjernerne. De fleste dage kunne han dog lade som ingenting og håbe på, at det hele gik alligevel. Trods den mærkelige aftale han havde lavet med Onkel Dunkels ånd midt om natten. Musse kunne ikke forstå, at Atle ikke var særlig interesseret i at besøge de unge nygifte par. Atle slog det han med, at man ikke skulle overrende unge, nyforelskede par og mindede Musse om, hvor elskovssyge de havde været i deres unge dage. Musse ville gerne have været på besøg med en god portion af sin berømte regnorme-pate for at kunne overbevise sig selv om, at hendes sønner ikke manglede noget, nu hvor de var flyttet hjemmefra.

Tudse kom en sjælden gang i mellem på besøg hos Musse og Atle. Han var stadig temmelig nysgerrig og ville gerne følge med i alt, hvad der skete på Mols. Musse syntes, han så træt og uoplagt ud, og han sad og stak så mærkeligt til regnorme-pateen. Hun spurgte flere gang om der var noget galt, men Tudse gloede bare dumt på hende med sine udstående øjne og svarede ikke rigtig.

”Årh, du bekymrer dig da også om alting” sagde Atle ærgerligt til hende, da Tudse var taget hjem igen. ”Lad nu de unge have deres liv i fred. Du skaber problemer, der slet ikke findes.”

Musse vidste dog at noget var galt.

”Du kan sige, hvad du vil.” vrissede hun til Atle. ”En mors hjerte taget aldrig fejl. Min dreng er ulykkelig.”

”Måske skulle du bruge din hjerne for en gangs skyld, og ikke dit hjerte” svarede Atle surt og satte sig til rette med ”Plovfure-tidende”, hans elskede lokalavis.

”Hvis du har lavet numre med vores sønner for at få dem gift, vil du komme til at fortryde det.” hvæsede Musse og truede af Atle med den store grydeske.

”Hmf – kvinder” svarede Atle i en foragtelig tone og sank ned bag avisen. Men inderst inde anede han, at ulykker var under opsejling omkring ham.

Ottende kapitel: En pagt med djævelen?

Det første tegn på at noget var galt viste sig, da Usse og Feodora ventede deres første barn. Musse blev ude af sig selv af glæde over at skulle være farmor, og hun kom konstant rendende ned i mosen til Usse og Feodora med gode råd og små gaver. Hun syntes ikke, at Feodora helt lignede sig selv, som hun huskede hende fra Samhainfesten. Den smukke alfepige virkede kejtet og usikker, og ligesom Usse havde hun sorte rande under øjnene af træthed. Musse troede først, at det var fordi hendes søn havde fået overtalt sin kone til at tage mudderbad hver dag. Men da hun fik set nøjere på den unge pige, var det ikke mudder hun havde i ansigtet. Musse prøvede at udspørge Feodora, om hvad der var galt. Men alfepigen blev endnu mere bleg, end hun var i forvejen og begyndte at tale et sprog, som Musse ikke forstod. Musse besluttede sig for at komme til bunds i sagen, og gik målbevidst hjem til Atle og begyndte at udspørge ham om slægternes historie. Atle troede først, at hun ville vide, hvem der havde boet i hvilke huse på Mols i tidens løb. Der var en meget yndet beskæftigelse, når Atle var sammen med sine brødre, Onkel Hubert og Onkel Rolf. Onkel Ranukel, også kendt som Onkel Dunkel, der nu var død, gad ikke være med på den spøg. Han gik mere op i at indsamle magiske urter og rødder i skoven. Atle, Hubert og Rolf kunne bruge timevis på at debattere hvilken slægt, der havde boet i hvilken hytte op igennem tiden. Musse og de andre koner drillede dem tit med, at de burde skrive om den slags i ”Plovfure-Tidende” og kalde artiklerne ”Fra Hus til Hus.” De holdt dog op med at drille brødrene, da det gik op for konerne, at de troede, at de mente det alvorligt.

Musse ville vide, hvordan det var, at skovfolket var beslægtet med alferne. Alle skov-børn får fortalt som små, at deres slægt er halvt alfer og halvt trolde. Men ingen havde nogensinde fortalt, hvordan det helt præcist kunne lade sig gøre. Atle prøvede at tale udenom, men Musse blev ved med at spørge ham og til sidst måtte han rykke ud med en historie, som han havde hørt fra Onkel Dunkel.

”Jo, ser du” begyndte Atle sin historie. ”Da jeg var en ung skovdreng på bare 75 år, hørte jeg en mørk aften kort før Samhain, at min ældste bror, Ranukel, gjorde sig klar til at gå til fest med de andre unge skovdrenge. Ranukel var 48 år ældre end mig, og således allerede en voksen og erfaren ung mand. Jeg så meget op til ham og sneg mig tit ind på hans værelse og undersøgte hans ting, for at finde ud af, hvad han gik og lavede. Der havde altid været noget overnaturligt og svævende over Ranukels væsen. Han havde et både fraværende og gennemborende blik, og han kunne se gennem de fleste væsener og kendte deres ønsker, før de selv kendte dem.”

”Jamen, afbrød Musse, ved han så ikke hvordan vi er i familie med…

”Tyss”, sagde Atle bestemt til hende. Han havde lænet sig tilbage i sin gode kurvestol og blikket var blevet fjernt. Musse vidste, at når han var i det humør, kom der mange historier fra ham, og de var ikke altid så sorterede og redigerede, som de måske burde være.

”Ranukel stod og talte med sig selv inde på sit værelse. Eller det troede jeg da, at han gjorde. Jeg sneg mig tættere på og kiggede ind gennem sprækken ved døren. Jeg blev meget overrasket, da jeg så at han ikke var alene derinde. Ved siden af ham sad der et mærkeligt gennemsigtigt væsen, der mest af alt lignede et menneske. Jeg blev forskrækket, og kom til at banke hovedet ind i døren, og Ranukel opdagede mig. Han sagde hurtigt noget til skikkelsen, der pludselig forsvandt ud af vinduet. Ranukel var rasende og trak mig ind på værelset i mine nakkehår. ”Siden du sådan udspionerer mig, må du høre sandheden om vores slægt, hvad enten du vil det eller ej” råbte han ind i hovedet på mig. ”Men der er en pris for denne viden og den kommer du til at betale før eller siden”, fortsatte han. ”Der er et slør mellem vores verdener og det er muligt at trænge igennem dette slør ved solopgang og ved solnedgang. Til novemberfesten , Samhain, er sløret helt væk i midnatstimen, og man kan få opfyldt sine ønsker der. Den første skovkonge, der kom til Mols for mange hundrede år siden, ønskede sig brændende at komme til at herske over hele området og over alle slægter. Han lavede en pagt med ånderne fra den anden side. Han ville blive magtfuld, hvis han til gengæld hvert år til Samhain lod de væsener, der boede i hans rige blande sig med hinanden ved ægteskab. På den måde vil der op gennem århundrederne og i de kommende slægter fremkomme en ny blanding, som har magien fra naturen, nysgerrigheden fra menneskene, skønheden fra alferne og styrken fra troldene. Dog skal disse blandinger betalte med deres sjælefred og nattesøvn, da de hver gang solen står op og går ned, bliver forvandlet i et kort øjeblik til den art, de ligner mest.”

Niende kapitel: Musse bliver rasende.

Atle kiggede tilfreds på Musse, da han havde afsluttet sin beretning om deres slægts oprindelse. Musse stirrede vantro på ham og troede ikke sine egne ører. Sad hendes egen mand ikke her og fortalte hende at han havde ladet sine tre sønner, nej, endda deres tre sønner, bortgifte til andre arter, bare for at opfylde en gammel profeti?  Noget fordrukkent sludder fra den mærkelige og uhyggelige Onkel Dunkel? Musse var normalt en flink og tålmodig skovvæsens-kone, men af og til fik hun nok af Atles dumheder. Lige nu kunne hun mærke et mægtigt raseri nærme sig helt nede fra fødderne.

”Vil det sige, at du har fundet alfer, tudser og trolde til at gifte sig med vores tre sønner, bare for at Ranukels løgnehistorie fra din barndom, kan gå i opfyldelse?” spurgte hun med en ildevarslende blid stemme.

Alte fattede stadigvæk ikke, hvad der var ved at ske og kiggede bare overrasket på hende.

”Jeg har da ikke fundet nogen koner til vores sønner” sagde Atle, de kom selv og sagde til Samhain, at de ville gerne…………” Pludselig stoppede Atle sig selv, og Musse kunne se, at det først nu gik op for ham, hvad der egentlig var sket.

”Du mener at Ranukel viste sig, og fik dig til at opmuntre dem til, at gifte sig med hinanden, ikke sandt?” spurgte Musse.

”Hvad mener du?” spurgte Atle med store øjne. ”De kom da selv ind i stencirklen”, skyndte han sig at sige.

”De gik som nogle søvngængere, din idiot.” råbte Musse. ”Det var magi, hvis jeg nogensinde har set det. Både vores sønner og deres koner, blev drevet ind i cirklen. De anede ikke, hvad der skete”.

”Jamen”, sagde Atle, ”De ville da selv”.

”Enhver ung mand vil sgu da giftes med en sød pige når som helst”, skreg Musse ophidset. ”Du har solgt vores sønner til en pagt med de underjordiske kræfter, og de vil være forbandede til evig tid.

”Næ, hør nu”, råbte Alte, ”de tager ingen skade. De vil få sunde og levedygtige børn”.

”Og blive forvandlet til andre arter hver dag ved solopgang og solnedgang.” brølede Musse ind i hovedet på Atle. ”Har du set hvordan Feodora ser ud? Bleg og dårlig. Det er noget helt galt. Jeg vidste det. Det er dig, din gamle idiot, der er skyld i det her”:

”Hvordan er det du taler til din mand?” sagde Atle i et forsøg på at bevare sin værdighed.

”Du er ikke længere min mand, hvis det her fortsætter”, hvæsede Musse.

”Du finder den elendige Ranukel og får det her lavet om. Indtil da flytter jeg ind hos min søster, Tykke Bertha, og du skal ikke vise dig, før du har gode nyheder”, råbte Musse og gik straks i gang med at pakke sine ting.

Tiende kapitel: Hjemme hos Busse.

 ”Den første skovkonge, der kom til Mols for mange hundrede år siden, ønskede sig brændende at komme til at herske over hele området og over alle slægter. Han lavede en pagt med ånderne fra den anden side. Han ville blive magtfuld, hvis han til gengæld hvert år til Samhain lod de væsener, der boede i hans rige blande sig med hinanden ved ægteskab. På den måde vil der op gennem århundrederne og i de kommende slægter fremkomme en ny blanding, som har magien fra naturen, nysgerrigheden fra menneskene, skønheden fra alferne og styrken fra troldene. Dog skal disse blandinger betalte med deres sjælefred og nattesøvn, da de hver gang solen står op og går ned, bliver forvandlet i et kort øjeblik til den art, de ligner mest.”

Musse blev ved med at høre disse ord for sit indre øre, mens hun begav sig på vej til sin yngste søns bolig nær landsbyen Agri. Musse var ikke vant til at komme rundt i skovfolkets rige alene, så hun havde sørget for at få selskab af en flok venlige pindsvin, der skulle samme vej for at finde et passende logi til deres vinterhi. Pindsvinene gik dog langsomt, holdt mange pauser undervejs og ville ustandselig diskutere hvilken vej der var den letteste til Agri. De ældste i flokken insisterede på at sove til middag i timevis midt på dagen, mens resten af selskabet opstemte gravede efter regnorme og andet spiseligt i jorden. Musse så til med ubehag, da de fornøjede gnaskede sig gennem kadaveret af en død fugl.

Da de endelig nåede frem til Agri, var der således gået 14 dage siden Musse og Atles skænderi. Musse var lidt usikker på, hvordan hun fandt frem til troldenes bosted, og de flinke pindsvin var ikke til meget hjælp. Årstiden var nu på tærsklen mellem efterår og vinter, og pindsvinene var så sløve, at de næsten ikke kunne sige noget. Så snart de fandt deres elskede hule i en høj skrænt tæt på gadekæret i Agri, faldt de i en dødlignende søvn i de visne blade. Musse betragtede dem et øjeblik, trak så på skuldrene og gik videre i retning mod Agri Bavnehøj. Hendes skovvæsen-instinkt sagde hende, at det nok var der, troldene holdt til.

Da hun nærmede sig højen, kunne hun fornemme, at det puslede i buskadset langs vejen, og pludselig stod der en troldeunge foran hende på grusvejen.

”Hvem er du?” spurgte troldeungen med munden fuld af mad. Musse skulle lige til at belære den om ikke at snakke med mad i munden, men så kom hun i tanke om, at trolde var kendt for at være hidsige, hvis man provokerede dem, så hun holdt sin mund.

”Er din far eller mor hjemme?” spurgte Musse høfligt. ”Jeg vil gerne tale med dem og vide hvor min søn bor.”

”Er din søn da en trold?” spurgte ungen og stirrede på Musse.

”Nej, der er han ikke,” svarede Musse tålmodigt, ”men han er gift med en troldepige, Brynhilde, og de bor her et sted.”

”Nå, Busse og Brynhilde” sagde ungen glad. ”Det er min grandonkel og tante, de bor lige her omme bag højen.”

”Måske vil du vise mig vej, lille ven?” sagde Musse i en venlig tone. Ungen kiggede lidt overrasket over at blive kaldt lille ven, men nikkede, slugte sin mad og gik afsted med Musse bagefter.

Busse stod bøjet over ildstedet, da han pludselig så sin mor nærme sig i selskab med fætter Smuds. Busse rettede sig overrasket op og lagde grydeskeen fra sig.

”Mor”, udbrød han. ”Hvad laver du her?”

Musse styrtede hen og omfavnede Busse, og holdt ham derefter ud i strakt arm for at tage ham i nærmere øjesyn. ”Du har tabt dig” konstaterede hun bekymret.

”Nåe, det er ingenting”, svarede Busse undvigende og kiggede ned i gulvet.

Musse rynkede brynene og studerede ham indgående. Det her lignede ikke hendes ellers så hidsige og egenrådige søn.

”Har du det godt, Busse?” spurgte hun, men blev afbrudt af et højt råb inde fra det nærmeste værelse i hulen.

”Hvor bliver min aftensmad af, dit fjols? Skal du have et par på skallen, før du forstår at jeg er sulten, dit skvat?”

”Det er Brynhilde, hun venter på at jeg får lavet maden færdig. ” sagde Busse i en undskyldende tone og skyndte sig at hælde en portion suppe op i en skål.

Teaser til foråret hos skovfolket:

Det er snart midvinter på Mols og januar har bredt sit store tæppe af ro, frost og stilstand ud over landskabet. Mange dyr i naturen er gået i vinterhi, således også Atle og de andre skovvæsener. Af og til vågner Atle af sin vintersøvn og gnaver et par nødder og lidt tørret frugt i sig. Når hans sind får kontakt med virkeligheden, bliver han urolig og ængstelig. Han tænker på om Musse stadig er sur på ham? Han tænker på, om han virkelig har indgået en pagt med de åndelige kræfter til Samhain, da han lod sine tre sønner bortgifte til andre arter? Når det bliver Imbolc d. 1 februar, plejer alle skovens dyr og væsener at afbryde deres vinterhi og mødes en nat, for at dele deres forråd af mad til den sidste del af vinterhiet.