Atle gik og lagde hemmelige planer. Efter sin vækkelse sidste jul, var han begyndt at tænke i andre baner. Det var større værdier i livet end magt og anseelse. Også selv om man var et skovvæsen, der levede i flere hundrede år. Han havde hørt om nye og bedre steder, hvor der var højt til himlen og store vidder, der kunne udvide sindet for spirituelle indsigter og åbne nye horisonter. I al diskretion havde han afholdt møder med en anden klan af skovvæsener.

Musse anede dog uråd og var begyndt at udspørge ham inkvisitorisk, når han sad og udtænkte sine planer. Hun kendte ham godt nok til at vide, at der bag hans opvakte ansigtsudtryk gemte sig noget mere.

”Er du ved at tænke på giftemål til Tore, Gustav og Feluah?”, spurgte hun en aften med læsebrillerne nede på næsen, mens hun strikkede uldne strømper. ”For det siger jeg dig, Atle, du gør ikke dig selv til grin igen ved at rende rundt på hele egnen og spørge til døde rotter og afdøde skovpiger.”

Atle betragtede hende bare med et mildt og forklaret ansigtsudtryk og sagde ingenting, hvilket bare gjorde Musse endnu mere opsat på at finde ud af, hvad der foregik. Hun turde dog ikke spørge til om hans planer havde noget at gøre med dramaet mellem Onkel Dunkel og Tarot-Tove i det hinsides.

Men freden var ikke helt genoprettet i det lille hjem, og i den nærmeste mose steg der en blålig røg op fra undergrunden. Ulvene hylede, og rævene gøede i det fjerne. Naturen holdt vejret.