Gustav, Tore og Feluah var på besøg hos deres bedsteforældre, Musse og Atle. Det var begyndende forår, og Atle havde konstrueret en kravlegård til dem af bøjelige pilekviste og anbragt dem i behørig afstand af huset. Derinde bag de beskyttende tremmer sad de tre små væsener og betragtede verden. Gustav spiste både rødder og regnorme, når ingen så det. Tore pludrede løs på sit eget vrøvlesprog hele tiden. Det var en af grundene til, at Atle havde bygget en kravlegård; han kunne ikke sove til middag i fred for Tores evindelige talestrøm. Feluah fangede insekter og lod dem vandre rundt på sin hånd, mens hun faldt i staver over synet.

Der skulle være forårsfest senere på ugen hos grævlingerne på Basbjerg. Derfor blev Musse ret forundret, da hun så et optog af grævlinger nærme sig i besindigt tempo ude på marken.

”Har du set det?”, råbte hun forundret til Atle, der var travlt optaget af at snedkerere en høj stol til Feluah.

”Set hvad?”, mumlede ham med munden fuld af søm.

”Alle grævlingerne er på vej hertil.”

”De vil nok have din opskrift på regnorme-pate”, sagde Atle med et forventningsfuldt ansigtsudtryk.

”Det virker som om, de går i søvne”, hviskede Musse forundret.

Oppe fra vinduet i deres træbolig kunne Musse og Atle se, hvordan hele grævlinge-familien slog ring om kravlegården og begyndte at messe en remse. De kunne ikke høre ordene, men en blå røg opstod, og det hele begyndte at snurre rundt. Musse hørte igen både Onkel Dunkel og Tarot-Toves stemmer. De tre skovfolks-børn satte samtidig i et højt vræl, og det fik grævlingerne ud af deres trance. De sorte og hvide dyr luntede forvirrede væk igen, mens Musse og Atle skyndte sig hen til den væltede kravlegård for at trøste børnebørnene.