Hvem er Mamse Robinson?

 

Mamse Robinson vidste, at det var sidste chance for at gøre indtryk på den nydelige dame i den lidt slidte pels, der netop havde sat sig på det sidste ledige sæde indenfor døren. Han rømmede sig, strammede slipset og begav sig i et luntende tempo tværs over gulvet i Tved Forsamlingshus. Støttestrømperne strammede ubehageligt om hans svulmende lægge, men det kunne ikke stoppe ham. Han havde kastet sit erfarne forførerblik på denne kvinde, og han opgav ikke sit bejleri på grund af et par dumme strømper. Da han var nået halvvejs over gulvet, så han ud af øjenkrogen sin værste rival og svorne fjende Auto-Hans, nærme sig damen. Auto-Hans var, som navnet antydede, byens mekaniker, der i en menneskealder havde ordnet alt fra almindelige biler, ulovlige knallerter til udkørte græsslåmaskiner og nedslidte havetraktorer. Rygtet ville vide, at han også af og til havde ordnet forsømte husmødre, men ingen ville nævne navne. Mamse havde mistænkt Auto-Hans for selv at puste lidt til gløderne, for at holde liv i rygterne om hans små eventyr for at gøre sin person mere interessant i lokalsamfundet. Auto-Hans`egen kone var en kedelig og grå kvinde, der sjældent kom udenfor hjemmets fire vægge. Hans var et fast indslag i den årlige revy, og han sagde ikke folk imod, når de kaldte ham den lokale Paul Reumert.

Uheldigvis havde Auto-Hans i sin efterhånden høje alder pådraget sig indtil flere livsstilssygdomme og et par enkelte blodpropper. Et emne som han altid slog hen med en høj latter og en forsikring om, at det i virkeligheden kun skyldtes, at lægerne så gerne ville have noget at lave. Den sidste blodprop havde dog trods Hans` benægtende holdning været så alvorlig, at de velmenende læger havde udstyret ham med en rollator. Folkeviddet havde allerede produceret adskillige vittigheder om mekanikeren, der selv kom på hjul på sine gamle dage.

Pludselig rejste den nydelige dame sig op og gik ud i forsamlingshusets entre for at hænge sin pels på en bøjle. Mamse og Hans ramlede sammen midt på gulvet, og hjulet på Hans` rollator ramte lige præcis på det ømmeste sted på Mamses hårdt spændte læg. ”Se dig dog for, din gamle idiot” hvæsede Mamse rasende og ømmede sig. Hans lagde nakken tilbage og så overlegen ud og sagde med sin bedste teater-stemme: ”Jeg troede her var højre vigepligt ligesom i resten af samfundet”.  De fleste på de bagerste bænkerækker havde både observeret optrinnet og hørt kommentaren, og nu brød der et latterhelvede løs. Mamse humpede ærgerlig tilbage på sin plads og prøvede på at bevare værdigheden.

Da aftenens arrangement var ved at være slut, og de fleste fremmødte ældre havde både spist, hørt foredrag og danset, stod mange i kø for at komme ud i de ventende taxaer, der holdt på rad og række foran forsamlingshuset.

Auto-Hans og Mamse var kommet til at stå ved siden af hinanden henne ved vinduet ud mod hovedgaden. Hans var midt i en højrøstet redegørelse for sin sidste heltegerning som mekaniker og var samtidig ved at stoppe skjorten ned i bukserne bagpå. Han stoppede og stoppede, mens han med lukkede øjne nød lyden af sin egen stemme. Mamse så godt, at det orange gardin med striber fra en gang i 1990èrne begyndte at følge med skjortestoffet ned i Hans` grå garbardinebukser. Han så fascineret, hvor meget stof det lykkedes Hans at presse ned i bukserne før han omstændigt lukkede lynlåsen og spændte sin livrem. Mamse sagde selvfølgelig ingenting, men rykkede et skridt bagud. Da køen rykkede sig, og Hans skubbede både sig selv og sin rollator frem med et kraftigt skub, hørtes en knasende lyd, da gardinet fulgte efter Hans. Gardinstangen med skruer og ravplugs løsnede sig, og faldt til gulvet med at brag. Auto-Hans stod forbløffet tilbage som et spøgelse under det orange gardinstof med pusset fra væggen dryssende ned over sig.

60 år tidligere:

Mamse betragtede opgivende sit eget spejlbillede. Synet fik ham til at sukke. Håret var håbløst og ville under ingen omstændigheder lade sig frisere op i en fiks frisure, ligegyldigt hvor meget brylcreme Mamse end smurte i det. Bumserne sad tæt i panden og synes bare at formere sig ved egen kraft, selvom Mamse fulgte sin mors råd og lod være med at trykke dem ud. Hans utålelige storebror drillede ham hver dag med både bumserne og den grimme frisure. Moren holdt som sædvanlig hånden over ham, og det gjorde ham bare endnu mere til grin for storebroren og hans kammerater. Egentlig hed Mamse Morten Rasmussen, men hans forkærlighed for sangeren Roy Orbinson i kombination med moderens vedvarende brug af kælenavnet Mamse havde ført til øgenavnet Mamse Robinson. Først var Mamse blevet stolt og troede det kom sig af, at folk mente han sang godt. Det var først efter flere måneders fnisen bag hans ryg i skolen, at han fandt ud af, at han faktisk var til grin. Og nu klæbede navnet til ham. Sådan var det at bo på landet, sagde hans far altid.

Det var faderens standardforklaring på de fleste af livets tildragelser. Alt kunne forklares med det lakoniske udsagn: ”Sådan er det at bo på landet”. Det forklarede alt fra mislykket aftensmad, ulykkelig kærlighed til for få lommepenge.

 

På Mamses konfirmationsdag blev han udsat for en særlig grov spøg, der kostede ham fire tænder i overmunden. Den lokale tandlæges evner udi at fremstille vellignede broer var ikke særlig imponerende. Han havde det meste af sin studietid i Århus været mere optaget af de unge klinikassistentelever, der gik til hånde på klinikkerne på Tandlægehøjskolen. Mamse fik derfor et mærkeligt kaninagtigt udseende, der bestemt ikke gjorde hans chancer hos det modsatte køn bedre.

Storebroren og hans kammerater stod længst væk på forsamlingshusets parkeringsplads og røg cigaretter og betragtede Mamses konfirmationsgæster med overlegen ligegyldighed. Både kirke, spisning og gaveudpakning var overstået, og de fleste af gæsterne gik ud for at strække ben i det dejlige forårssolskin. Mamse for rundt sammen med en flok yngre fætre, der var meget imponerede over, at Mamse havde fået et cigaret-etui i konfirmationsgave. Det var fra den del af faderens familie, der kom ude vestfra, og Mamses mor havde fået stram mund, da hun så hvad gaven indeholdt. Mamse havde prøvet at tigge de nærmeste onkler ved bordet om at få en cigaret allerede under middagen, men uden held.

Kaj råbte efter Mamse:

”Hva så, din snotnæse, skal du lære at ryge?”

Mamse stoppede brat op og kigge mistroisk på storebroderen og hans venner. De plejede at være brutale og hånlige og ikke spor flinke. Men udsigten til endelig at prøve at ryge overskyggede Mamses forsigtighed.

”Ja tak, men jeg har prøvet at ryge før”, løj Mamse ikke særlig overbevisende.

Kaj stak omgående en smøg i munden på Manse og tændte den for ham. Efter et par kraftige hosteanfald og med vand i øjnene lykkedes det Mamse at ryge hele cigaretten uden hans mor så det. Kaj og de andre så lidt skuffede ud, og ret hurtigt kom der et endnu mere uventet forslag.

”Har du lyst til at prøve min knallert?”, spurgte Tykke-Bent, der var i familie med Hans, mekanikeren.

Mamse blev både mistroisk og overvældet ved dette spørgsmål. Bent trak en sølvgrå Kreidler frem foran sig og kiggede prøvende på Mamse. Blikkenslagerens Else og hendes to veninder kørte i det samme forbi forsamlingshuset på deres cykler og det afgjorde sagen for Mamse.

”Selvfølgelig vil jeg det” sagde han med høj stemme, der stadig var lidt rusten efter tobakshosten. ”Fint” sagde Tykke-Bent og trillede knallerten over til Mamse.

Mamse tog fat om styret og svingede sig selvsikkert op på sadlen. Ud af øjenkrogen så han Else stoppe op på den anden side af hækken. Nu skal jeg vise dem at jeg ikke er helt idiot, tænkte Mamse ved sig selv og fik forbløffende hurtigt startet knallertens kick-starter. ”Den starter jo pænt” råbte han erfarent til de ældre drenge. De smilede venligt, og Mamse gav den prøvende gas. Den sølvgrå knallert udstødte et dæmpet brøl og skød hurtigt fremad på asfalten. Mamse følte sig voksen og sikker. Nikotinen kørte rundt i blodet på ham, og han havde helt styr på Tykke-Bents hurtige knallert. Efter en hurtig sejrsrunde med perfekt gearskifte og anderkendende pift fra tilskuerne på parkeringspladsen, blev Mamse overmodig og besluttede at køre næste runde på baghjulet. Da han lænede sig bagover og trak styret op mod sig, føltes det pludselig så underligt let. Mamse havde lagt alle kræfter i, og kom meget hurtigere op på baghjulet end han havde regnet med. Det næste han observerede var, at forhjulet kørte sin vej henover asfalten uden hverken Mamse eller resten af knallerten fulgte efter. Der gik et sus gennem forsamlingen af konfirmationsgæster, og det næste Mamse huskede var det kraftige nedslag mod asfalten med den tomme forgaffel til forhjulet og den skarpe smerte, da han bankede hovedet ned i det solide styr på knallerten.

Da de bar ham væk fra den forulykkede knallert, var han sikker på, at han hørte en eller anden i flokken sige: ”Sådan er det at bo på landet”.