Der blæste en frisk vind gennem skoven, og Atle stak snuden i sky og vejrede efter en genkendelig duft. Velly fulgte troligt i hans spor, da Atle uden et ord satte en kurs gennem krat og buske. Vinteren var begyndt at vise sig i Rosenholmskovene, og der lå et klædeligt lag hvid puddesne overalt. Atle bøjede hovedet og banede sig vej gennem skoven. Efter et stykke tid kom de til en cirkel af træer. Atle kiggede opad og nikkede tilfreds. Langt oppe i trækronerne kunne man skimte nogle huse. De var bygget efter samme princip som Atles egen nye boplads. Atle spekulerede i et kort øjeblik på, om han i virkeligheden var kommet hjem. Men så viste der sig et ansigt i trætoppen, og Atle kunne med det samme se, at det var en slægt af skovfoldet, de var kommet til. Atle var ovenud begejstret og vinkede med arme og ben efter skikkelsen i træhuset. Langt og længe kom der bevægelse deroppe, og en skovfolk-han kom til syne og klatrede ned.

Atle snakkede løs og fortalte alt muligt om sig selv og sin slægt, men den hans nye bekendtskab stod tavs og så undersøgende på Atle. Efter et stykke tid blev Atle også tavs, og den fremmede begyndte at tale. Atle var rystet, han forstod ikke et ord af, hvad den fremmede sagde. Atle forsøgte sig med simple spørgsmål om navn og sted, men ikke engang det kunne den fremmede forstå og svare på.

”Der er flere oppe i huset”, konstaterede Velly tørt og pegede op i træhuset. Små hoveder kiggede nysgerrigt frem, men den fremmede fik dem til at dukke sig igen med en advarende lyd.

Budbringer-ravnene viste sig meget belejligt på himlen og begyndte at skræppe uforståeligheder igen. Atle var ved at græde af skuffelse over ikke at kunne kommunikere med sine slægtninge.

Velly mente at have opfattet noget med, at der var gået 100 år, og at denne stamme af skovfolk var meget bange for at blive vist frem på markedspladser, og at de havde hørt om en Maren, det var gået sådan for for mange år siden. Desuden var der noget med indavl efter en affære med en kanin. Flere fra den slægt havde fået mørk pels på ryggen og udstående fortænder som følge af den sag. Atle troede ikke rigtig på Velly. Han var sikker på at hans nye ven digtede en historie for at opmuntre Atle