Næste stop på Atles og Musses færd var hos alfernes slægt. Deres søn Usse var gift med alfepigen Feodora, som var gravid. Musse var meget bekymret over alle sine svigerdøtres graviditeter, men havde besluttet sig for ikke at sige noget om det. På vej til alfernes slot prøvede hun at få Atle til at forstå, at det var bedst at undgå det emne. Men som altid når der var noget, Atle ikke var enig i, spillede han både døv og dum. Alfernes slot var svært at finde. De boede i tågernes land, og deres slot var kun synligt ved hjælp af magi. På den måde havde de holdt sig skjult for menneskenes verden i århundreder. Den kraft, der skal til for at åbne op til alfernes verden, kommer kun til dem, der er rene i hjertet. Musse mærkede kraften komme over sig, da de nærmede sig stedet. Hun begyndte at ryste, stoppede op og fremsagde lange remser med lukkede øjne. Det susede i de høje grantræer, og der åbnede sig en lysning, der før havde været skjult. En sø med dampende vand kom også til syne, og en robåd lå ved bredden. De to følge-ravne fløj omgående væk. Ravne frygter magi mere end noget andet. Især den slags der påvirker vejr og vind. Alle ravne kendte historien om Ragner Ravn, der kom til at flyve over bålpladsen til samhain hos troldene et år. Han tabte alle sine fjer i et nu, og han blev aldrig sig selv igen. Resten af sin levetid boede han hos Sorte Maren og sad og skræppede uforståeligt ved hendes ildsted. Stadig uden fjer, de kom aldrig igen.

Alfernes dronning tog mod Atle og Musse, da deres båd helt af sig selv lagde til ved den modsatte søbred. Alferne var nogle smukke, langsomme og eftertænksomme væsener, der tænkte længe over tingene, før de svarede på spørgsmål.

”Nå, hvordan går det her hos jer alfer?”, råbte Atle, så snart han fik fast grund under fødderne. Den blege alfe-droninng bøjede langsomt hovedet som tegn på, at hun havde hørt Atles spørgsmål.

”Hvad siger du?”, råbte Atle endnu højere og betragtede dronningens spidse ører med vantro.

”Kommer I til midvinter-fest til februar?”, ville Atle vide, og endnu en gang bøjede dronningen hovedet i stilhed.

”Der er sgu da noget galt med det kvindemenneske, Musse” fortsatte Atle. ”Hun står bare og glor så mærkeligt, og se lige de ører. Jeg tror, hun er døv. Det er alt det tåge og damp, de alfer omgiver sig med. De får mellemørebetændelse alle sammen.”

Atle satte to fingre i munden og udstødte sit højeste gadedrengepift lige ind i øret på alfedronningen. Alt i alfernes rige stivnede ved den uvante lyd, og magien blev brudt. Inden Atle og Musse fik set sig om, lå de i skovbunden, og både dronningen, båden og søen var forsvundet. De to ravne sad ved siden af dem på jorden og betragtede dem bekymret.