Efter de havde forladt de tre ulve i skoven, gik Atle og Musse videre med kurs mod troldenes huler. Atle kunne nu kende vejen, og han var i storartet humør. Han gik og udmalede sig alle de gode ting, han ville bede Sorte Maren om, når de engang nåede frem til hende. Det var nu blevet december måned, og dagen var frostklar og kold. Troldene var ved at gøre klar til deres solhvervsfest senere på måneden. Trolde elsker at holde fester med brag og bulder. De forbereder sig i flere uger og laver mad over store bål. Atle og Musse havde hilsener med fra Busse og Brynhilde, men ingen hos troldene havde tid til at høre efter, for der skulle være lydprøve med det berømte trolde-rockband, Trollica. Alle de unge troldepiger stod klar på første række foran scenen og havde smurt læbestift på, da Trollica gik i gang med at spille. Deres første nummer begyndte med sådan et brag, at Atle og Musse satte sig på halen af bar forskrækkelse, og alle troldene grinede af dem.  Forsangeren i bandet stoppede med at synge og spurgte om Atle og Musse var okay. Musse smilede fjoget til ham, han var nemlig en flot, bredskuldret troldefyr. Atle var sur og fornærmet og råbte op om ungdommen nu til dags, mens han ledte efter sin vandrestav. Forsangeren trak Atle op og stå og rakte ham vandrestaven, men Atle ville slet ikke kigge på ham og slog ud efter ham med staven.  Musse mente, at han var en høflig, ung trold trods sit larmende band og at Atle skulle lade være med at være gammeldags og skabe sig.