”Din elendige forræder”, brølede Onkel Dunkels stemme gennem kaosset. ”Du har brudt vores aftale om magten i skoven. Din kone går bag ryggen på dig, uden at du opdager det.”

Musse på forfærdet til, mens hun blev hvirvlet rundt og rundt i sit eget hjem. Gryder, potter og pander fra køkkenet susende om ørene på hende, og hun nåede at se, at Busse fik det store lerfad med regnormepate lige i panden og gik ud som et lys.

”Hvad sker der? Atle, gør noget!”, råbte Musse fortvivlet, da hun næste gang passerede forbi Atle.

”Årh, det er bare Onkel Ranukel,  han har altid været en dårlig taber og jaloux på mit indholdsrige liv”, sagde Atle i en let tone og trak på skuldrene.

”Jamen, han slår os ihjel”, hvinede Musse skrækslagen og klamrede sig til sin bedste stegegryde.

”Det her kan han ikke holde gang i ret længe”, svarede Atle upåvirket og satte sig ned på træstubben.

”Det bliver han hurtigt træt af, og den kosmiske energi vil hævne sig på den, der misbruger sine kræfter til sådan noget pjat.”