Atle havde behandlet alle de syge dyreunger dagen før og var nu træt og udkørt. Maren havde haft ham i krydsforhør om den pagt, han indgik med Onkel Ranukel sidste år til Samhain. Atle var ikke stolt af den historie og hang med hovedet. Han kunne ikke oplyse så meget om selve pagtens indhold. Især den del af den, hvor Ranukel ville have noget til gengæld for at skaffe koner til de tre skovsønner, stod hen i det uvisse. Atle vidste godt, at Maren nok havde fået brugt sin egen magi til at få ophævet forbandelsen, men han vidste også godt, at hun først fortalte det, når det passede hende.

Maren lod Atle lide det meste af dagen, men sidst på eftermiddagen tilkaldte hun Musse.

”Nåee”, knirkede Maren hen over en kop dampende, magisk jule-urte-te. ”Jeg fik jo forandret din ualmindelig tåbelige aftale med ham Ranukel. Det er jo kun folk med mine evner, der kan forstå og anvende magi ordentligt, ikke sandt Musse?” Hun henvendte sig bevidst kun til Musse.

”Selvfølgelig, Bedste,” svarede Musse omgående.

”Pagten med de mørke kræfter er ophævet, sådan nogenlunde.”

”Hvordan nogenlunde?” dristede Atle sig til at spørge.

Maren sendte ham et olmt blik.

”Det skal jeg sige dig, Atle Skovkonge,” hvæsede hun spydigt. ”Arterne forbliver rene, dine svigerdøtre vil føde skovvæsener. Fine, sunde og levedygtige sønner og døtre.”

Musse sukkede lettet

”Men der er langt en betingelse ind i min magi. Hvis du nogensinde blander dig i skovens arter og deres forplantning, eller hvis du behandler nogen anden art med arrogance og nedladenhed, vil du blive forvandlet til en tudse.”

Atle så bestyrtet på Sorte Maren.

”En tudse?” gentog han vantro

”Jep”, svarede Maren og sendte et langspyt i retning af ildstedet.

”Og”, tilføjede hun efter en lang kunstpause, ”din gamle rival Tage Tudse vil samtidig blive forvandlet til dig. Så kan han og Musse nemlig leve lykkeligt til deres dagens ende. Det vil være det bedste for alle, hvis du alligevel ikke kan opføre dig ordentligt!”

Maren gnækkede tilfreds og drak resten af sin urte-te.