Torben var fortvivlet over tyveriet af den gamle herrecykel og frygtede det værste. Faren havde allerede opdaget, at hans cykel var væk, og han havde haft hele familien i krydsforhør. Mamse var som sædvanlig ligeglad med konsekvenserne af sine handlinger. Næste dag i spisefrikvarteret mødte Mamse to piger fra klassen under ham, der fnisende fortalte, at de havde fundet en sjov gammel herrecykel i en busk i går aftes. De havde kørt lidt rundt på den og efterladt den foran Købmanden i Knebel. Mamse besluttede sig for at give den frygtsomme Torben en lærestreg. Derfor cyklede han til Tved på cyklen, afleverede den til Torbens far og sagde pænt ”Tak for lån.”