Atle hostede og harkede, da han fik den stærke røg ned i lungerne. Han havde sagt ja til at ryge en fredspibe med den nye beboer, Viggo Vaskebjørn. Viggo havde allerede opnået et blandet ry på bopladsen; nogle syntes det var forfriskende med en rapkæftet københavner, der sagde tingene ligeud. Andre anså Viggo for en ulidelig kværulant, der hele tiden ville have ret. Busse og Brynhilde hørte til den sidste kategori.

”Det er sgu da løgn, så det smælder i Valby Bakke”, råbte Viggo ophidset, da det gik op for ham, at Atle aldrig havde prøvet at ryge en fredspibe før.

”Du har boet herude på bøhlandet hele dit liv omgivet af urter og planter, og du har aldrig røget nogen af dem før?”

Viggo ville dog ikke ud med hvilke planter, der var han havde tørret og puttet i piben i dag.  Da Atle var kommet sig over sit hosteanfald, bredte der sig en behagelig varme og afslappethed i hele kroppen på ham. Han begyndte at se syner og så mange scener fra sin rejse med Velly for sig.

Viggo holdt en inspireret enetale, hvor han udviklede en teori om, hvordan de to venner var kommet over i en anden dimension igennem stendyssen. Atle prøvede at koncentrere sig om Viggos talestrøm, for noget af det lød faktisk fornuftigt. Men de indre syner blev ved med at blande sig i hans bevidsthed.

”Der må være en mening med galskaben”, filosoferede Viggo. ”Ham der Onkel Dunkel kan nogen ting, og Velly kan ikke have været helt uvidende om magien. Der er en grund til, at I to blev transporteret frem i tiden og så, hvad verden kunne blive til. Når sådan noget sker, så er det en advarsel og en opfordring til at ændre noget. Det er universet, der taler til os”.

”Hører du efter, Atle?” råbte Viggo lige ind i hovedet på Atle. ”Det er sgu stor visdom, jeg her kommer med.”

Atle orkede ikke at formulere noget som helst, men han nåede at tænke en hel masse og lavede i sit stille sind en plan for, hvordan denne nye viden kunne udnyttes.