Mørket faldt tidligt på d. 24. december i Rosenholmskoven. Et fint lag puddersne dækkede landskabet og gav den rigtige magiske julestemning. Alle på bopladsen havde været tidligt i gang med at forberede den store vintersolhvervsfest. Der var pyntet festligt op med hjerter og grangrene på den åbne plads, og det store bål blussede lystigt. Musse havde bagt og brygget en mild sortrodsøl.

Gæsterne strømmede til ved solnedgang. Skoven genlød af glade stemmer, og mange dyrebørn løb rundt og legede. Velly stemte guitaren til musik og sang, og Viggo vaskebjørn gjorde klar til at afholde en tale. Kronhjorten Knud ankom som en af de første med sin store familie. Busse havde rollen som dørmand til festen og anviste de høje kronhjorte plads på bagerste række, ellers var der ingen der kunne se noget for dem. Ruva og Rune kom med de tre charmerende mink-egern unger efter sig. Roland kom med en hel flok andre odder-rotte blandinger og placerede sig på første række. Tage Pindtudse gjorde sin entre med hele familien, der i dagens anledning havde pyntet sig med røde bær stukket på piggene. Musse nåede lige at sparke Brynhilde over benet, inden hun fik sagt noget uforskammet. Men det så lidt sjovt ud, tænkte Musse ved sig selv bagefter. Under himlen svævede både rudbringer-ravnene og ravne-krager hybriderne rundt mellem hinanden og skræppede ivrigt i kor. Busse prøvede forgæves at få dem til at lande på den samme gren, så der kunne blive ro. Alferne ankom i højtidelig procession og var ikke længere gennemsigtige. De svævede yndefuldt hen og satte sig foran kronhjortene. Under stor larm og spektakel ankom der et helt troldeorkester med mange forskellige instrumenter. Musse blev først forfærdet, men da hun så Busses begejstrede mine, måtte hun minde sig selv om ikke at være gammel og forstokket. Der skulle være plads til, at ungdommen kunne more sig.

Atle tog først ordet og takkede forsamlingen for det store fremmøde og den fine velkomst, som skovvæsen-familien havde fået i Rosenholmskoven. Han forklarede kort om tidsrejsen og om CO2-forureningens betydning for den fremtid, der nu var ændret. Musse blev helt forelsket i ham igen ved at høre hans kloge og velovervejede ord.

Derefter spillede Velly op til en fællessang, og alle dyrene sang med. Velly blev helt rørt over al den venlighed. Han måtte fælde en tåre og glæde sig over, at ingen her ville hejse ham op i et træ.

Viggo Vaskebjørn holdt en både inspireret og sjov tale, der var helt renset for aggression og sure miner.

Kronhjortefamilien klappede højlydt og udtrykte deres tak for, at de nu kunne have deres elskede stendysse ved Tustrup i fred for anmassende turister.

Tage Pindtudse og hans juleudsmykkede familie sad tæt med Atle og Musse på første række, og da sortrodsøllen blev budt rundt, skålede de hjerteligt og grinede højlydt sammen.

Roland og hans artsfæller passede en bod, hvor de serverede regnormepate til gæsterne.

Fuglearterne havde langt om længe slået sig ned på den samme gren og sad der og snakkede med hele aftenen.

Tjik, Tjak og Tjuk optråde med et akrobatnummer. Rune havde bygget et lille hjul til dem, og en cirkel de kunne hoppe igennem. Da publikum jublede, rejste Rune sig stolt op og annoncerede, at han og Ruva ventede sig til foråret. Ruva rødmede klædeligt og gemte hovedet bag sin tykke hale, da alle råbte tillykke.

Alferne fremsagde spådomme til alle, der ville have det. Det var dog ikke alle deres udsigelser, der lod sig tyde. Men dyrene tog det med godt humør og takkede behørigt.

Midt på aftenen spillede trolde-rock-bandet op til dans. De fleste af dyrene kastede sig oplivede ud i dansen.

Oppe under fuldmånen sad Dragter helt alene og betragtede dem alle. Han var forandret. Hans stride fjer var sirligt vandkæmmede og han havde fået sideskildning i anledning af julen. Han nynnede tilfreds og vidste, at det meste af fortjenesten for denne idyl var hans. Og det var der slet ingen, der var klar over……..