Atle følte sig som et nyt og bedre skovvæsen efter sin meditationsøvelse. Han havde fået en fantastisk ide undervejs. Beslutsom hentede han sin vandrestav og sagde farvel til Musse. Han var så forhippet på sit nye foretagende, at han helt glemte at spise regnormepate inden sin afrejse. Han stilede mod troldenes boplads i skoven. Han lod sig ikke afskrække af, at han faktisk kun havde mødt troldene i den fjerne fremtid. Undervejs blev han enig med sig selv om, at den fremtid var ændret, og at den slags bekymringer kun viste, at man lod sig begrænse af den fysiske verden. Når man som Atle kunne gennemskue tid og sted med sin åndelige indsigt, var den slags kun bagateller. Således opmuntret af sin indre peptalt fik han faktisk mast sig gennem et tæt buskads og stod derefter på troldenes sted. Som han huskede dem, var de meget voldsomme i deres måde at feste på og meget vagtsomme overfor deres omgivelser. De lavede larmemanøvrer for at holde fremmede på afstand.

Atle sprang op på en træstub og annoncerede overfor de forbløffede trolde, at han nu ville afholde et meditationskursus, der ville garantere evig fred både på de indre og ydre planer i al evighed.

Troldene, der aftenen før havde afholdt årets første vintersolhvervsfest ud af en hel uges fester, kiggede søvnigt på det lille skovvæsen i deres midte. Godmodigt og med tømmermænd meldte de fleste sig til Atles kursus og snart var skovbunden fuldt af lådne trolde i alle størrelser, der sad i skrædderstilling og kiggede opmærksomt på Atle.

Atle satte sig til rette på sin stub, lukkede øjnene og lod sig opfylde af ånden og lod langsomt de vise ord trænge ind i sin bevidsthed, så de kunne blive forkyndt for deltagerne på den rigtige måde. Han syntes selv at han nåede langt omkring og fik lavet en god og opbyggelig meditation. Med lys i hjertet og fred i sindet og skoven. Men da han åbnede øjnene efter 20 minutter, sad alle troldene og sov op og ned ad hinanden.