”Det er er tid til et møde i skoven for alle dyrene.” Atle kiggende bestemt på Musse, mens han fremsagde den sætning.

”Et årstidsmøde?” sagde Musse undrende. ”Jamen, det er jo ikke solhverv før d. 21 dec. Desuden ved du ikke, hvordan de plejer at fejre det heroppe i Norddjurs. Blev vi ikke enige om at vente og se, hvad der er skik og brug, før vi lægger nogle planer for i år?

Muss og Atle var på vej i seng, og Atle lå behageligt henslængt på sengen.

”Jeg kan mærke, at der skal holdes et vigtigt møde med magiske kræfter”, sagde Atle eftertænksomt. ”Jeg har skuet ind i fremtiden og set, hvad der kan ske, og jeg har mødt nogle overraskende arter, der har brug for min hjælp til at få et godt liv i en bedre fremtid.”

Musse forstod ikke Atles snak om en fremtid og en bedre fremtid. Hun ville i al hemmelighed konsultere Tarot-Tove for at få hendes syn på sagen. Men hun vidste, at Atle ikke regnede Toves magi for noget, så hun holdt klogeligt mund.

Aftenen efter var der stor fest ved stendyssen i Tustrup. Atle havde mobiliseret budbringer-ravnene og fået dem til at invitere alle skovens dyr inklusiv de blandede arter fra fremtiden.

Bålet blussede i den mørke decembernat, stjernerne var tændt på himlen, og alle skovens dyr stod i en cirkel omkring dyssen. Fra dens indre hørtes der rytmisk trommen og lyden af en guitar. Atle kom til syne midt på den store dæksten. Han bredte armene ud til siden, lagde hovedet tilbage og brød ud i en mumlede sang. Lilla cirkler blev dannet omkring ham, og Onkel Dunkels skikkelse sås som en sort silhuet på himlen. Atle dansede rundt, og Dunkels sorte skygge fulgte ham. Det susede i træerne, og undergrunden rumlede. Pludselig kom der en anden energi ind over dyssen. Et hurtigt grønt lyn efterfulgt af et højt hvin. Det gav et sæt i Atle. Grønne firkløvere dalede ned fra oven. Alle tilskuerne sukkede henført, men Atle og Velly så forfærdede ud. Nogen havde blandet sig i deres ritual, og de vidste ikke, om det var gode eller dårlige nyheder.

Samtidig i udkanten af lyset fra bålet havde Musse travlt med at holde styr på Tarot-Tove og Sorte Maren, som hun havde hidkaldt i al hemmelighed. De to damer ville gerne overgå både Atle og hinanden i magiske evner, og nu havde tingene taget en helt gal drejning.

Bålet gik hvæsende ud, og alt blev sort og stille omkring dyssen. Alle dyrene skyndte sig at flygte.

Kronhjorten Knud var den eneste, der ikke løb væk i panik. Han nød, at der nu var ro ved stendyssen. Han blev enig med sig selv om at nedlægge sit vagtværn for fremtiden. Den nye fremtid var begyndt.