Atle og Velly vinkede farvel til Ruva og de tre søde mink-egern unger. Ruva havde adopteret dem og ville tage sig af dem og skabe et blivende og trygt hjem til dem. Det var i hvert fald, hvad hun sagde med tårer i øjnene, da hun snakkede med Alte og Velly om sagen. Atle tænkte, at hun ville passe godt ind hjemme på bopladsen hos Musse og de andre. Men han turde ikke sige noget om det, for han var ikke sikker på nogensinde at finde hjem igen. Nedtrykt vandrede han videre ved siden af den evigt syngende Velly.

Efterhånden som dagene gik, kom de to rejsende længere og længere ind i de dybe Rosenholm-skove. Mystisk tåge dansede mellem de høje træer, og sære hvislende lyde kunne svagt høres. De høje fyrretræer dannede store katedralagtige rum i skoven, og mere end en gang var de to venner sikre på, at de så svævende skikkelser i skovbunden. Med et viste der sig et helt optog af tågende skikkelser foran dem. De høje træer svajede, og et stort, hvidt slot åbenbarede sig. Skikkelserne viste vej hen til en høj svungen trappe op til slottet. Atle turde næsten ikke sætte fødderne op på de gennemsigtige trin af skræk for at træde igennem. Men trinnet holdt, og snart stod de inde i en stor sal med en trone bagerst i lokalet. På væggene hang der billeder af slægten gennem tiderne, det ene hvide gennemsigtige portræt efter det andet.

”Velkommen til tåge-alfernes slot”, lød det fra tronen. Der sad den mest gennemsigtige skikkelse af dem alle sammen. Faktisk kun et omrids. ”Jeg er alfe-kongen Algot, og dette er mit hof. Silhuetten slog ud med armen mod det tågede slot.

”Alfekongen Algot”, udbrød Atle overrasket. ”Er det virkelig dig? Hvad er der sket med dig, du plejer da at være mere…..øh….solid”, fik Atle sagt i mangel af bedre ord.

”En forbandelse blev kastet over vor slægt ved Den Store Forandring den gang for 100 år siden”, lød det hult fra Algot. ”Du er endelig ankommet, og vi har en vigtig besked til dig,” fortsatte han.

Hvad er det for noget med en forandring, og hvordan kan det være 100 år siden, når jeg ikke kan huske det?” spurgte Atle helt forarget.

Algot holdt afværgende en af sine gennemsigtige hænder i vejret.

”Tys, Atle, mine kræfter er sparsomme. Det kræver meget at komme igennem til din dimension.”

”Nå”, svarede Atle og så fåret ud.

”En frelser er født, og folket glæder sig”, fortsatte Algot med svag stemme. Atle nåede lige at tænke, at det lød som noget, han havde hørt før et sted.

”Han vil fjerne den onde overmagt og rette op på uretten og………..blandt skovens dyr……og……gøre….og sørge for…..”

Algots stemme blev svagere og svagere, og til sidst kunne Atle og Velly slet ikke høre, hvad han sagde.

Pludselig forsvandt hele drømmesynet, slot og skikkelser var væk. Atle og Velly faldt brat 2 meter ned, da gulvet under dem blev opløst.