Himlen over hovederne på Atle og Velly blev pludselig formørket, og lyden af vingeslag hørtes gennem den stille skov. Atle kiggede op og så en flok ravne, der fløj i cirkler over trætoppene.

”Det er budbringer-ravnene”, udbrød han glad.

 ”Det er nok en besked hjemmefra Musse og de andre”.

Bare det at nævne Musse fik tårerne frem i Atles øjne. Ikke siden hans vandring gennem hele Mols efter passende mager til sine sønner havde han været så længe hjemmefra. Og denne gang var det endda ufrivilligt, eller i det mindste uplanlagt. Atle frygtede, at han aldrig ville se Musse eller børnene igen nogensinde.

Ravnene kredsede tættere på og begyndte at skræppe. Alte kiggede forventningsfuldt op mod himlen, men efterhånden blev rynken mellem hans øjenbryn dybere og dybere.

”Fatter du noget af det her?”, spurgte Atle Velly.

Velly havde aldrig før hørt om budbringer-ravne og trak opgivende på skuldrene.

”Jeg prøver at give dem et blues-nummer og se, om det kan hjælpe på tingene”, sagde Velly optimistisk. Ifølge Vellys simple livsfilosofi var det intet problem så stort at blues-musik ikke kunne afhjælpe det. Alt fra fodvorter til dårlig økonomi og miljøkatastrofer kunne efter hans overbevisning kureres med en god guitarsolo.

Velly fandt sin guitar frem og satte sig ned på en sten og begyndte at spille.

Atle studerede koncentreret himmelrummet og prøvede at tyde ravnenes skrig, efterhånden som de blandede sig med tonerne fra Vellys guitar. Men det var kun løsrevne stumper, der trængte igennem til Atle.

Kløver…….løver………dysse………hysse……..tid……..flid…….ko……ko……ko…..ko……..sted at bo.