Atle og Velly B traskede trætte gennem skoven. De havde forladt festpladsen og var nu på vej hjem. Velly var ganske ubekymret og gik og sang på vejen. Atle var ivrig efter at finde sin boplads og gense Musse og børnene igen. Han spurgte igen og igen Velly, om de var på rette vej.

”Årh”, svarede Velly i en let tone, ”jeg er sgu ikke den store stifinder, men mon ikke vi ender, der hvor vi hører til?”.

Atle syntes, det var et underligt svar, men han tav og fulgte lydigt efter Velly i den store skov. De kom til en lysning, og Atle kunne se nogle store stenformationer i det fjerne. Velly gik sikkert hen mod de store sten og ind i midten af en stendysse, og inden Atle kunne nå at spørge om mere, var han forsvundet ind i en mørk sprække mellem to af de største sten.

”Hvor er du?”, råbte Atle forvirret.

”Kom ind i mine arme, her er både hjerterum og varme”, sang Velly fornøjet inde fra mørket.

Atle maste sig frygtsomt ind gennem den mørke sprække og kunne i starten ikke se en hånd for sig. Han synes, at der lugtede af død og spøgelser og ville kravle ud igen.

”Du bliver her makker”, råbte Velly lystigt og trak Atle baglæns i halen. Hvis ikke Velly havde været sådan et hjerteligt væsen, så var Atle forlængst blevet fornærmet over hans pågående facon. Atle sukkede dybt og satte sig modvilligt i mørket ved siden af Velly. Velly tog sin guitar frem og begyndte at spille en stille sang. Det rungede uhyggeligt mellem de store sten i det bælgmørke gravkammer. Atle kedede sig og fandt sit firkløver fra skoven frem. I egne tanker pustede han på det.

”Hvad laver du?”, råbte Velly forfærdet. ”Det må du sgu ikke, nu sker der garanteret de vildeste ting.”

”Hvilke ting”? spurgte Atle dumt.

I det samme begyndte det at suse og blæse uden for de gamle sten, det buldrede i undergrunden, og de gamle sten rystede. Atle og Velly hørte stemmer og lyden fra en tromme. Lyden blev stærkere og stærkere, og til sidst måtte de holde sig for ørene begge to. Atle hørte lyden af en kraftig stemme, der ligesom skældte ud, og det gik et øjeblik, før han genkendte den som Sorte Marens.  

Magi var ikke ukendt for skovens dyr, men denne gang blev Atle forskrækket.

”Maren, er det dig?” råbte han forfærdet og kiggede sig rundt i det mørke gravkammer.

”Ja, gu` er det mig, dit elendige fjols”, lød Marens sure stemme. Der var ingen tvivl i Atles sind, det var virkelig Sorte Marens ånd, der lød sig høre.

”Jamen, hvordan det, er du virkelig død?”

Der kom intet svar, kun sort tavshed.

”Jeg skal hilse fra Musse”, kvækkede Atle med svag stemme. Det var det bedste, han kunne finde på at sige i situationen.

”Nå, det skulle du, dit skvat”, trængte Marens stemme igennem med stor kraft. ”Måske skulle du været blevet hjemme ved hende i stedet for at rende alene rundt i de store skove og pille ved noget magi, som du alligevel ikke har forstand på. Hør efter, jeg har en vigtig besked til dig:

Maren begyndte at messe en sær remse:

Tid og sted står ikke stille

Magien kan ved alting pille

I dyssens sorte kammer

Rammes man af tidens hammer

På den første af de 12 særlige nætter

Kan du få hjælp af din fætter

Skovens blandede dyr vil du møde

Du må din for fejl bøde

Marens stemme døde hen, og larmen og rystelserne omkring Atle og Velly holdt op. Velly sad bare lænet op ad dyssens kolde stenvæg med et saligt smil og halvlukkede øjne. Atle råbte flere gange ud i luften og forsøgte at få flere svar fra Maren. Han prøvede også at få Velly til at interessere sig for sagen, men han lod som ingenting. Så Atle gik ud af stendyssens mørke kammer med hovedet fuldt af ubesvarede spørgsmål. Var Maren død? Hvad mente hun med sit mærkelige vers? Hvad var tidens hammer?

En stor mørk skygge ramte de to rejsekammerater, da de trådte ud af dyssen. Det viste sig at være en kæmpe kronhjort. Den var iført en kasket med bogstaverne KV foran. Kronhjorten sænkede hovedet og snusede mistroisk til dem. Den præsenterede sig som Knud Kronhjort og fortalte, at den var leder af KV. Knud kiggede betydningsfuldt på dem og afventede tydeligvis en reaktion.

”Øhh – KV? Hvad står det for?” spurgte Velly desorienteret.

 ”Krondyrenes Vagtværn”, svarede Knud med højtidelig mine. ”Hvad ellers? Vi har jo vogtet her i snart 100 år, og vi er tit i Plovfure Tidende. Det ved I vel?”, fortsatte Knud i en vagtsom tone.

”Åh ja – klart, mand.” Velly blinkede indforstået til Atle.

Knud skuede stolt ud over terrænet og udbrød: ”Med ondt skal godt fordrives. Det er et godt citat. Det siger jeg altid til de nye, unge kronhjorte, når jeg skal oplære dem. Alle disse tåbelige neo-paganister, der kommer farende hver gang, det er solhverv og udfører deres ritualer. Vi ved jo, hvad det handler om, ikke?”, sagde han og tilkastede Atle et undersøgende blik. Atle rømmede sig og skulle til at sige noget klogt om ritualer og solfesterne, men Velly trådte ham over tæerne.

Knud fortsatte sin enetale om tidernes ugunst og de mange anmassende mennesker, han dagligt måtte bortjage fra de hellige sten.

Velly trak diskret af med Atle, og da Knud så dem fortrække, råbte han opmuntrende efter dem:

Sic transit gloria mundi – således herlig er hele verden!

Velly rystede på hovedet og grinede for sig selv af Knuds misforståede citater.