Atle var for en gangs skyld på en vandring alene i den store skov. Faktisk var det første gang siden familiens flytning kort før nytår, at han var på egen hånd. Han prøvede at sanse det nye sted og omgivelserne. Han satte sig op ad et stort egetræ og tog nogle dybe vejrtrækninger. Der var en større spirituel energi heroppe i det vilde nord, det var han overbevist om. Han skulle bare lige finde ud af at komme i kontakt med de rigtige hjælpere fra det åndelige rige. Ikke mere Onkel Dunkel og sære aftaler for egen vindings skyld. Så meget havde han da lært. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig om de indre sanseindtryk. Til sin egen store overraskelse så han omgående et grønt firkløver. Fint, stort, velskabt og meget lysegrønt. Atle gryntede forbavset og rykkede lidt på sig. Han overvejede at fremdrage noget af sit hemmelige tryllestøv til åndelige rejser. Men han tøvede; prisen kunne blive høj, hvis man misbrugte magien til pjat og pjank.

Han åbnede øjnene igen. Det var åbenbart ikke dagen til meditation. Det var nok et tegn på, at han i stedet burde bruge tiden på praktisk arbejde hjemme på bopladsen. Der skulle bygges huse. Atle sukkede og rejste sig op. Han så tilbage på træet og fik nu øje på et stort grønt firkløver, der voksede ved træets rod. Han tænkte, at det var underligt, at han ikke havde set det, før han satte sig. Han trak kappen tættere om sig og satte kursen mod hjemmet. Pludselig snublede han over en gren og faldt så lang han var. Da han kiggede op, lå han med hovedet i en stor flok fine lysegrønne firkløvere. Så vidste Atle, at noget magisk og stort var på spil. Skæbnen arbejder i uransagelige mønstre, og hverken dyr eller væsener kan forudsige dens gang. Man må følge efter og se, hvad der er i vente til en. Alt dette blev Atle enig med sig selv om mens han lå i skovbunden.

Det næste der skete var, at han mærkede en susen hen over ryggen efterfulgt af at sært skrig. Derpå landede en sort skygge på ryggen af ham og noget spidst prikkede ham i nakken. Atle skreg højt af rædsel og slog om sig med begge arme. Noget tungt landede ved siden af ham, og en fæl stank bredte sig i skovbunden.

”Dragter Slagtmann”, skreg Atle forfærdet, da han så ind i de små, røde øjne. Dragter humpede slukøret væk og satte sig fornærmet på en træstub. Atle forstod på det mismodige kropssprog, at Musse havde sendt Dragter ud for at lede efter ham, og nu sad det underlige væsen og stirrede afventende på Atle. Atle prøvede at bevare en vis værdighed. Han rejste sig langsomt og børstede jord og blade af sin kappe. Han tog sin vandrestav og vendte sig mod Dragter. ”Du fører an”, sagde han venligt. Dragter lettede med et skrig og fløj hurtigt op i trætoppene. ”Åndsvage krage”, sagde Atle højt til sig selv. For det var virkelig ikke nemt at se, hvilken slags dyreart, Dragter var. ”Som om jeg kan følge efter i det tempo”! Dragter forsvandt hurtigt ud af syne, og Atle var alene i den fremmede skov.

Atle begav sig afsted på sine små ben og prøvede at overse alle de firkløvere, der poppede op rundt omkring i skovbunden. Det var ikke engang den rigtige årstid for firkløvere, tænkte han irriteret. 

Efter 4 timer måtte Atle erkende, at han var faret vild. Skoven blev ved med at ændre udseende og form, hver gang han fandt en ny sti. Først var der mosdækkede træstubbe med svampe på, så langt øjet rakte. Kort efter skiftede det til høje ranke fyrretræer, hvis toppe rakte helt op i himlen. Derefter indeholdt skoven gamle knudrede egetræer med rillede stammer og små vandløb. Da Atle var ved at være rigtig træt og sulten, stod han igen midt i landskabet med de grønne træstubbe. Han sank omgivende ned på en træstub, og indså at han var gået i ring. Dragter var der intet spor af. Atle tænkte, at han nok sad hjemme hos Musse og proppede sig med regnormepate. Tanken om Musses gode mad og det hyggelige køkken fik tårerne frem i øjnene på Atle. Det begyndte at blive mørkt og der lød sære puslende lyde rundt omkring i skoven. Atle trak kappen tættere omkring sig og gøs.

Det hvislede omkring en særlig stor træstub. Atle gik hen til den og så, at den havde en dejlig blød pude af tykt mos på overfladen og buede let indad. En perfekt seng, tænkte han. Stubben stod halvt inde under en bregne, der gav ly for vejr og vind. Atle følte trætheden snige sig ind i sin bevidsthed, og han lagde sig op på stubben og rullede sig ind i sin kappe. I løbet af få sekunder sov han tungt. Imens rumlede det i skovbunden i Løvenholmskoven. Uglen tudede, og mosekonen bryggede. Foråret stod på spring bag tunge skyer, og årshjulets magi var brugbar for den, der forstod at se den.

Da Atle vågnede igen, stod solen højt på himlen, og han var tørstig. Først vidste han ikke, hvor han var henne og skulle lige til at kalde på Musse. Så fik han øje på sin vandrestav på jorden, og huskede at han befandt sig helt alene i Løvenholmskoven. Han hoppede ned af stubben og strakte sig. Skoven så igen forandret ud. Træerne var større, end Atle huskede dem, og der var nu spor efter store køretøjer i skovbunden. Meget store køretøjer, funderede Atle. Der var temmelig dybe riller efter tunge dæk i den bløde skovbund. Atle undrede sig over, at han virkelig havde sovet på tungt, at han ikke havde opdaget, at så store maskiner var kørt lige forbi ham. Få centimeter fra hans hoved. Han rystede tanken af sig og begav sig ind i skoven til fods. Da han nåede en lysning i skoven, blev han meget forbavset over, at der var en bred kørevej. Den havde bestemt ikke været der dagen før, tænkte Atle. Træerne virkede også mere ens i denne del af skoven. De knudrede egetræer kunne han ikke se nogen steder. Der var også mærkværdigt stille. Ingen fugle, der pippede eller puslen i skovbunden af små gnavere. Pludselig lød der et højt drøn fra himlen over skoven. Atle kastede sig straks ned og gemte sig bag et træ. Kort efter kom lyden igen, og nu kunne han mærke at jorden under ham rystede. Efter at have gemt sig i et stykke tid stak Atle forsigtigt hovedet frem igen. Han fik nu øje på, at det var vand på den anden side af vejen og han skyndte sig at pile derover. Små unge birketræer stod i et sumpet område, og Atle lagde sig på knæ og drak grådigt af det brune vand. Da han fik smagt på vandet, havde det en skrækkelig ukendt smag. Det var udrikkeligt. Det lugtede også mærkeligt. Atle spyttede og harkede, men den stærke smag blev længe i munden på ham, og inden længe begyndte hans mave at rumle faretruende. Da han rejste sig op, kunne se han alle regnbuens farver i overfladen på vandet. Atle tørrede sig om munden og blev enig med sig selv om, at dette var en ukendt og farlig magi, han her havde mødt.

Atle gik videre, og mørket begyndte at falde på. Skoven blev til en bøgeskov med høje ranke stammer. Efter et stykke tid blev han opmærksom på en rytmisk lyd fra en lysning i skoven længere fremme ad stien. Han gik nærmere og så, at der var tændt et stort bål. Rundt om bålet sad der forskellige skikkelser. Først troede Atle, at det var et årstidsmøde for skovens dyr, ligesom de havde afholdt det på Mols. Men da han kom nærmere, så han, at de forsamlede ikke var dyr men sære væsener, der ikke lignede noget, han før havde set. Flere af dem havde stort forvildet lyst hår og skæg,, og de dansede ophidsede rundt mellem hinanden og råbte skål hele tiden. På en scene med kampestenssokkel var der et band, der spillede. Atle gemte sig bag et træ og betragtede sceneriet nøje. Han sneg sig forsigtigt nærmere og snublede over en tør gren, der knækkede med en høj lyd. Han trykkede sig skræmt ned mellem nogle bregner. De fremmede væsener var store i forhold til Atle, og han var bange for at vække deres vrede. Fra træet over ham hørte han en brummende lyd. Da han kiggede op i kronen, så han en bagbundet skikkelse, der hang med hovedet nedad og stirrede på ham med vilde øjne. Vedkommende havde også bind for munden. Atle betragtede den fremmede et stykke tid. Han besluttede, at den nok ikke var farlig og at alle de mærkelige lyde bare var tegn på, at Atle skulle hjælpe. Atle kravlede forsigtigt op i træet og ud på den sidegren, hvorfra den fremmede hang i rebet. Han kunne kun se hovedet, resten af kroppen var surret ind i rebet. Atle sled det kraftige reb over med sin skarpe forklo. Et lille trick ethvert skovvæsen kunne udføre. Den fremmede nikkede opmuntrende til Atle imens. Pludselig var rebet savet over og den fremmede faldt ned i skovbunden med et bump. Atle skyndte sig at kravle ned fra træet. Den fremmede var landet med hovedet først og en rød blodplet bredte sig mellem bregnerne.

”Årh, nej”, råbte Atle forfærdet. ”Jeg har slået ham ihjel.”

Den fremmede rokkede med hele kroppen som tegn på, at han stadig var i live. Han fik øjenkontakt med Atle og rystede på hovedet. Atle forstod, at han ville have fjernet bindet for munden, og Atle bandt knuden op og fjernede det.

”For satan da”, råbte den fremmede. ”Det var sgu godt du kom, makker. Du er ikke særlig høj men du er faneme kvik. Her har jeg hængt siden i fredags, og nu er jeg ved at være sulten. Løs lige mit reb op også, så er du en guttermand.”

Atle vidste ikke hvad en guttermand var, men den fremmede virkede flink.  Blodet løb stadig ned over panden på ham, men det lod han ikke til at bemærke. Atle skyndte sig at save det tykke reb over, så den fremmede kunne komme fri. Da han kom på benene, kunne Atle se at det var et blandingsvæsen, han havde befriet. En mellemting mellem en jærv og et stinkdyr, ville Atle skyde på. Den fremmede sprang på benene og rakte Atle en pote til tak.

”Velly B her”, sagde han med et stort grin. ”Festmusiker med stort F, bluesguitarist af hjertet og elsket og hadet på hele egnen. Det første af kvinderne og det sidste af deres mænd.” Velly B slog en hjertelig latter op og bankede Atle i ryggen.

Velly B var et levende og charmerende væsen med spillende brune øjne og en rap replik til det meste.

”Hvem er du så?”, spurgte Velly B.

Atle tænkte sig om et kort øjeblik og svarede så meget formelt: ”Atle Skovkonge, tilflyttet for nylig og faret vild i går.”

”Nå, du gamle”, fortsatte han, ”nu skal vi fanemer have noget at æde. Er du ikke sulten? Jeg kunne æde en ko.”

En ko nåede Atle at tænke, men Velly var allerede sprunget op og havde sat kursen mod det store bål. Atle fulgte forsigtigt efter. Velly vendte sig rundt. ”Vent her”, hviskede han, ”Så prøver jeg om jeg kan nappe en burger til os hver fra madboden inde på pladsen. Atle anede ikke, hvad en burger var, men han ventede bag et træ. Han kiggede forsigtigt frem og så de store skikkelser vælte rundt blandt træerne og råbe og skrige. Musikken var høj, og Atle tænkte, at det her lige var noget for Busse og Brynhilde. Høj musik og ustyrlige skikkelser. Velly kom løbende tilbage i høj fart med ro runde boller presset ind mod brystet.

”Sådan, fanedeme – så er der sgu burger, makker”, råbte han glad og gav Atle den ene bolle. Atle bed forsigtigt i den og syntes det smagte mærkeligt. ”Årh, din tegning”, råbte Velly grinende, ”Du skal sgu da pakke den ud først. Her lad mig.”

Atle følte sig lidt dum men bed i bollen, for han var virkelig sulten efterhånden.

”Sig mig, hvor gammel er du?” spurgte Velly venligt.

”Ja, lad mig se sagde Atle. Sidste jeg regnede efter, var det omkring 837 år.”

Velly grinede så meget, at han nær var faldet bagover. Alte synes ikke, at han havde sagt noget sjovt og betragtede sin nye ven med forbavselse.

”Du er sgu da en spøgefugl”, råbte Velly med mad i munden. ”Hold da kæft.”

”Nå, vi skal videre”, råbte han kort efter. ”Skynd dig lidt, jeg skal optræde på Egescenen lige om lidt. Du er heldig, at det blev dig, der fandt mig. De giver altid en gratis billet til den, der finder og befrier Blues-Velly.”