Normalt ville Atle have været fornærmet over Algot Alfekonges indblanding i forholdene på Skødshoved, men ikke i år. Atle var i det muntre hjørne hele dagen, og om aftenen, da resten af familien ankom, var han nærmest overstadig.

Det var den store julefest hos Atle og Musse i år. Udover deres egne tre sønner med koner og børn, var også slægten fra Helgenæs tilstede. Ingen talte nogensinde højt om de rygter, der gik om indavl i den del af familien, men Musse greb sig selv i at betragte dem alle i profil, da de glade guffede i sig af hendes regnormepate. De havde bemærkelsesværdigt spidse næser alle sammen. Skovfolk var en sjælden art og havde af og til svært ved at finde passende mager, uden at de var for tæt beslægtede.

Midt i festlighederne, før børnene fik gaver, bankede det på døren.

”NU kommer julemanden”, skreg Tore ophidset og sprang ned af sin stol og løb hen og åbnede døren.

Udenfor stod Tarot-Tove i nyt tøj og med nye briller. På hendes skulder sad Ragnar Ravn, der i dagens anledning havde fået et halsbånd af perler.

”Jamen, kæreste Tove kom dog indenfor”, råbte Atle opstemt og slog ud med armene. ”Hvor ser du godt ud, du ligner en, der er blevet flere hundrede år yngre siden sidst”.

Tove betragtede ham mistroisk og vendte sig mod Musse.

”Sig mig, er han fuld?”

”Kom nu indenfor, Tove, og lad julefreden sænke sig”, svarede Musse forsonligt.

Ragner hakkede arrigt ud efter Musse, da Tove fejede forbi hende og gik ind i stuen.

Brynhilde så sit snit til at knipse ham på næbbet senere på aftenen, da ingen så det, og så var de uvenner.

Da gaverne var blevet fordelt og pakket ud, serverede Musse syltede kastanjer med honning og portvin, det var en ny opskrift, hun havde udtænkt, og den gjorde lykke.

Atle stillede sig op midt i stuen og kiggede højtideligt på alle de tilstedeværende.

”Kære familie. Jeg har taget en stor beslutning på alles vegne. Som I nok ved, så er jeg blevet et andet og bedre væsen siden sidste jul. Jeg er ikke længere grådig efter jordisk anerkendelse og magt. Det er alt sammen jagen efter vind. Uden åndelige indsigter er livet kun tomhed. Alt er tomhed, medmindre vi selv fylder noget meningsfuldt i det.”

Atle holdt en kunstpause og tog en slurk af den stærke portvin.

”Det er det jeg siger, han ER fuld”, hviskede Tove alt for højt til Musse.

Atle fortsatte uanfægtet: ”Derfor har jeg bestemt mig for, at vi flytter efter nytår. Vi tager op til de store urskove ved Løvenholm på Norddjursland. Der er et spirituelt fællesskab for åndeligt søgende skovvæsener. Der er højt til loftet og nye horisonter. Der er skove, hvor man kan miste sig selv og finde sin sjæl.”

Atle kiggede sig rundt med skinnende øjne, og hans glæde og entusiasme smittede. De øvrige familiemedlemmer sprag begejstrede op og omfavnede hinanden og råbte i munden på hinanden om alle de nye spændende ting, de skulle opleve i Løvenholmskovene.

Kun Tarot-Tove og Ragner sad tilbage i sofaen og tømte fadet med de syltede kastanjer i al ubemærkethed.