Den store dobbelte højtid var indtruffet. I dyrenes rige var det både solhverv og jul, de elskede nemlig alle fester og anledninger til at mødes.

De tre børnebørn var børstede og renskurede til den store samling med bål i skoven. Alle mødrene var nervøse ved tanken om at magien ville optræde igen og bringe dem alle i fare. De tre svigerdøtre var begyndt at stikke hovederne sammen og konspirere mod Atle og Musse. De var sure over, at ingen tog ansvar for, hvad der skete.

”Selv et 5-årigt barn kan regne ud, at der er onde kræfter med i spillet”, brølede Brynhilde og slog i bordet, så kopperne dansede. Svigerdøtrene holdt møde hjemme hos Manja, der ofte var alene hjemme. Den nysgerrige Tudse var tit ude og samle nyheder ind.

De tre mødre var meget forskellige af sind dog væsen.

”Du mener vel et 5-årigt troldebarn?”, spurgte Feodora nedladende. ”I alfernes rige kan selv nyfødte fornemme magien med det samme.” Hun betragtede Brynhilde gennem sænkede øjenvipper og nippede til sin urtethe.

Brynhilde skumlede et øjeblik og snerrede så: ”Så er det måske derfor, at I alfer har så store, spidse ører? De fungerer vel som en slags tragt til den anden verden?”

Feodora rystede bare opgivende på hovedet af sin arrige svigerinde.

Manja lagde sig imellem. ”Så, lad os nu holde fred og tænke på det, vi er her for; at få skabt sikkerhed for vores børn. Hvad kan vi gøre for at få ophævet den forbandelse, eller hvad det nu er, der foregår?”

Feodora sagde: ”Der er ingen tvivl, om at enten Atle eller Musse har henvendt sig til nogen med magiske kræfter, men jeg kan ikke finde ud af hvem.”

”Vi må have hjælp til at på opklaret det”, fortsatte Manja. ”Hvad med at vi får fat i en ravn og sender bud?”

”Sender bud til hvem?”, brølede Brynhilde ophidset. ”De skulle fandme have nogen på skallen alle sammen, ingen skal gøre min Gustav fortræd. Jeg smadrer dem!”

De to andre svigerinde sukkede samtidig og besluttede sig for at tilkalde ravnene. De sagde dog ikke til Brynhilde, hvem de havde tænkt sig at tilkalde……………