Gustav var en slagsbror og en grovæder. Hans mor, troldepigen Brynhilde, var godt tilfreds med de karaktertræk hos sin søn. Troldeslægten havde andre standarter end resten af skovens væsener, og i deres øjne var Gustav en fremmelig og dygtig ung trold. Busse prøvede at præge drengen til også at være et skovvæsen, så han ikke glemte den del af sit ophav.

En dag, hvor Busse var alene hjemme med Gustav, kom den unge rævepige Ranja på besøg. Hun ville høre om Busse og Brynhilde behøvede en barnepige af og til. Hun mente selv, at hun var god til småbørn og hun ville gerne tjene lidt lommepenge, så hun kunne komme med til rævenes forårsfest på Agri Bavnehøj. Busse skulle lige til at sige noget om, at hun nok gerne ville have en kæreste, da han stoppede sig selv.

Ranja satte sig på gulvet foran Gustav, der sad og legede med sin racerbane af grankogler. Da han så Ranjas tykke hale med en fin hvid spids, lyste hans øjne op. Uden at betænke sig tog han hendes halespids i munden og bed hårdt til med sine små spidse mælketænder. Ranja satte i et hyl og rev halen til sig. Det blødte, og den fine hvide pels blev helt rød. Gustav skyndte sig hen til hende, mens han udstødte en række medfølende lyde.

”Nårr, synd for Ranja, århh, nej, blod på den fine hale. Neej, hvor synd, ” mumlede Gustav med tårer i øjnene, mens han gav Ranja en kluntet omfavnelse. Han strøg hende kærligt over pelsen og trøstede hende ihærdigt. Ranja sukkede og lagde sit hoved ind til ham og småpeb lidt. Sådan sad de længe, og Gustav vuggede rævepigen frem og tilbage og nynnede en sang for hende.

Busse var målløs, og Brynhilde mente, at Gustav skulle ruskes i nakkeskindet, da hun senere hørte historien. Han var jo ikke en rigtig trold, hvis han trøstede folk.