De næste besøgende hos Musse og Atle var rævene. De havde selv sendt et sendebud, en søster til Rune. Hun hed Ranja og havde ingen af Runes uheldige egenskaber. Hun var en smuk rustrød rævepige med flot pels og gode manerer. Rævemor var ualmindelig stolt af Ranja og håbede på at få hende gift med en af de flotte unge ræve-fyre fra området omkring Agri. Den familie havde nemlig et godt ry og pæne tænder.

Musse bekymrede sig som sædvanlig, da hun gjorde klar til rævenes besøg. Huset lignede sig selv efter musenes voldsomme besøg, men det havde taget skovfolke-familien en hel uge at få ryddet op efter den sære magiske tornado. Busse havde stadig en ordentlig bule i panden efter lerfadet. Musse spekulerede på hvad rævene mon ville. Oplevelsen med Rune tegnede ikke godt. Hun frygtede, at hendes hemmelige udflugt til Tarot-Tove snart blev afsløret. Skulle hun betro sig til Atle og få lettet sit hjerte? Den nye, milde Atle ville sikkert hverken blive sur eller fordømme hende, men hun var ikke sikkert på, at hun ville have hans forståelse. At hun som bekymret mor havde prøvet at få magien til at hjælpe på sagen med de blandede børnebørn, var vel ikke værre end at få Onkel Dunkels hjælp til et giftemål? Opfyldt af sådanne tanker gik hun nynnede rundt i huset og opdagede slet ikke, at alfepigen Feodora pludselig stod i døren.