Det var nu blevet august måned, høsttiden var over både dyr og mennesker. Den tid på året, hvor man høster, som man har sået i foråret. Kunsten er så at sortere de dårlige afgrøder fra, så man ikke gentager sine fejltrin i vintrenes løb.

Hjemme hos Brynhilde og Busse havde livet de sidste mange uger kun handlet om at spise. Eller mere præcist , det havde handlet om, at Brynhilde fik nok at spise til at kunne udholde den sidste del af sin graviditet. Busse havde udviklet sig fra en opfarende slagsbror til en opmærksom og omsorgsfuld ægtemand. Det var i hvert fald hvad hans mor, Musse, valgte at tro. Tit kom han hjem til hende og Atle om aftenen, meget sulten, fordi Brynhilde havde spist al maden fra ham. Musse ynkede ham og fodrede ham med stor moderlig omsorg. ”Han er sådan en god og kærlig dreng”, sagde hun igen og igen til den undrende Atle. I virkeligheden var Busse sendt i byen af Brynhilde efter flere spiselige rødder, men det var ikke altid at han gad grave efter dem, så han stjal lidt i sin mors spisekammer, når hun ikke så det.

Denne aften gav Busse sig god tid med at komme hjem. Da han nærmede sig sit hjem, kunne han høre jamrende lyde. Han satte farten op, vel vidende at det nok var Brynhilde, der var ved at føde. Ganske rigtigt, den svært byggede troldepige hang brølende af smerte ind over sengegavlen, men hun slog ophidset på en boksebold. Smerten gjorde hende vanvittig, og hun måtte omgående afreagere.

”Lille Hilde dog”, jamrede Busse, da han så hende.

”Ti stille, dit skvat”, råbte Brynhilde stridslysten. ”Hvor er de rødder, du gik efter for flere timer tiden?”

”Her lille mus”, svarede Busse forfærdet og kastede en pakke saltede cikorierødder over til hende.

”Du skal aldeles ikke musse mig”, råbte hun ophidset. Mænd, der kalder deres koner for at samme som deres mor, er nogle uduelige skvat, der burde have en på skallen hver dag.”

Hendes næste svada blev afbrudt af et højt plask efterfuldt af en dumpende lyd. Det var fostervandet der gik, og deres nyfødte faldt til jorden.

”Gud” – råbte Busse forfærdet. ”Du har født et barn”.

”Ja, hvad havde du ellers regnet med?”, snerrede Brynhilde.

”Han skal hedde Gustav”, sagde Busse grådkvalt og betragtede forelsket den brølende unge på gulvet.