Prolog:

Walter kiggede op fra hovedpuden i den beskidte campingvogn, da hele vognen begyndte at ryste og satte sig i bevægelse. Pigen ved siden af ham blev også overrasket og satte sig brat op på madrassen midt i vognen. Hynderne var skubbet sammen, så de dannede en slags dobbeltseng. Over deres hoveder hang der en brun lampe med frynser i kanten. Walter nåede at tænke, at den nok var lavet til at hænge over spisebordet, når hynderne var skubbet ud til siderne i vognen. Lige nu var spisebordet klappet sammen under sengen. Campingvognen begyndte at køre hen ad den smalle skovvej, og Natascha udbrød forskrækket noget på russisk. Walter så sig panikslagen rundt efter sine bukser og begyndte at krappe sig sidelæns rundt på madrassen, mens han bandede højt. Da han havde fundet både sine underbukser og sine cowboybukser henne ved vognens indgangsdør og fået dem på, mens hans hoppede rundt på et ben, lukkede han vinduet i vognens side op. Han så til sin store skræk, at der nu var spændt en bil foran campingvognen. Det var ikke bare en bil, det var hans egen sorte BMW med alufælge, der kørte afsted med ham og den unge kvinde i fuld fart hen ad grusvejen.

”Mitzie” brølede Walter af sine lungers fulde kraft, for han var ikke i tvivl om at det var hans kone, der kørte bilen. ”Så stop dog for helvede, din åndsvage kælling”. Han vidste godt inderst inde, at hun for det første ikke kunne høre ham, og for det andet var det nok ikke så smart at kalde hende dumme kælling i denne situation. Bilen og dermed campingvognen satte farten op, og lampen gyngede, og ting begyndte at falde ned fra hylderne rundt omkring. ”Hvad sker det?” spurgte den unge kvinde med sin fede russiske accent og så på Walter med sine skrå katteøjne. Hun havde trukket dynen op omkring sig og så sig forskrækket om.

”Min kone har spændt din campingvogn efter min bil, og er ved at køre ad helvede til med os” råbte Walter unødvendigt højt til pigen. Natascha så sig rundt og skreg: ”Jeg vil ud af denne bilen, stop den. Ja, det vil jeg sgu også gerne, men det er vist ikke muligt i denne fart”, svarede Walter.

Bilen drejede hurtigt ud på en asfaltvej og satte farten yderligere op. Walter og pigen blev begge kastet ned på gulvet i svinget. Det næste Walter hørte var et langt højt dyt fra et horn, der tydeligvis tilhørte en større lastbil. Derefter var der hvinende bremser og lyden af knust glas. En voldsom varme ramte campingvognen, samtidig med at den krængede rundt og landede på siden. Walter blev klemt fast under et køkkenskab, der havde revet sig løs fra væggen. Da han lå og prøvede at trække vejret, så han Nataschas brune ben forsvinde ud af vognens bagrude. Han mærkede, hvordan vognen kurede videre og ramte et eller andet undervejs. Da vognen holdt stille, bredte der sig en kraftig lugt af benzin, og Walter kæmpede som en gal for at komme fri af køkkenskabet. Han kunne have sværget på at det sidste han så var Mitzies ansigt kigge ind gennem det smadrede vindue, inden alt forsvandt i en kæmpe eksplosion, og det hele blev sort.

Celle, 14 dage tidligere:

”Putting out the Fire with Gasoline” fra 1982 med David Bowie fyldte hele lokalet på Kleine Bierstube i centrum af Celle denne septemberaften. Walter havde lige fået endnu en stor fadøl serveret af den nedringede servitrice, Beate, og hans blik hang som sædvanlig i hendes udskæring, hver gang hun gik forbi ham i baren. Walter var på det sidste blevet fast inventar på værtshuset, og flere af de andre stamgæster var begyndt at spøge med, at konen nok var ved at være træt af ham. Walter vrissede bare et irriteret og uhørligt svar, hver gang talen faldt på hans privatliv. Han sad hver aften på den samme plads i baren og havde altid den sorte lædervest på og det lange nakkehår hængende ned ad ryggen. Under det lyse overskæg sad der det meste af tiden en cigaret uden filter og vippede i takt til musikken.

Mitzies nyeste dille var boligindretning, nærmere betegnet den nordiske minimalisme. Det betød, at hele deres hjem var blevet hvidskuret og hvidmalet. Alle møbler var skiftet ud eller ombetrukket med hvidt stof, og der var pyntepuder og hvidt nips alle steder. Walters fremtoning i sorte cowboybukser, en gammel T-shirt og den sorte lædervest var i sig selv en fornærmelse mod den nye stil, og Mitzie betragtede ham med slet skjult væmmelse, som noget der ville smitte af og sætte sorte aftryk på hendes perfekte hjem. Derfor tilbragte han mere og mere tid i sit værksted i garagen eller på Kleine Bierstube.

Den unge kvinde, der trådte ind ad døren, tiltrak sig omgående en masse opmærksomhed fra stamgæsterne. Kvinderne sendte hende skæve misundelige blikke, men mændene smilede saligt, og de fleste rankede sig instinktivt på barstolen og trak maven lidt ind. Hun var usædvanlig smuk at se på. Hun havde langt brunt hår, gylden hud, høje kindben og de skønneste grønne katteøjne. ”Det var som at kigge ned i en skovsø”, forklarede Berndt politiet, da de afhørte ham.

Kvinden stilede direkte mod den tomme plads ved siden af Walter. Hun gled ned på barstolen i en elegant bevægelse og lænede sig fortroligt ind mod Walter og bad om en cigaret. Walter troede, at det bare var en af de andre stamgæster, der ville nasse på ham, så ham vendte sig langsomt rundt på sin barstol og skulle lige til at hvæse et irriteret svar, da han gik i stå. Han gik helt i stå. Han sad bare og gloede dumt på pigen. Hun gentog sit spørgsmål, og han var stadig gået i stå. ”Så svar dog, mand”, råbte Tykke-Berta, indehaveren af værtshuset, og slog Walter på skulderen med en våd karklud.

Walter åbnede og lukkede munden et par gange, uden at der kom nogen lyd ud. Nu begyndte resten af baren af blive opmærksom på optrinnet, og alle grinede og rykkede nærmere for at få det hele med. Det var ikke hver dag, at den sure Walter blev mundlam. Han plejede at have en sarkastisk replik til en hver anledning.

”Arh, kom – vi gå nu, du kom med mig. Folk skal ikke komme grine på dig”, sagde den unge kvinde og tog et rask tag i Walters arm og trak ham efter sig ud ad døren fra ”Kleine Bierstube”.

Flere af de kvindelige gæster forklarede senere politiet, at det nok var ”den slags metoder, som den slags kvinder benyttede sig af.”

Under alle omstændigheder forsvandt Walter den septemberaften, og ingen så ham de næste 14 dage. Dog lagde flere lastbilchauffører i området mærke til en ældre campingvogn, der var begyndt at holde parkeret i et skovbryn tæt på hovedvejen i dagtimerne.  Med nærmere adspurgt havde ingen af dem nogen anelse om, hvorfor den holdt der.

De første par dage nød Mitzie roen i sit hvide paradis uden Walter. Da der var gået en uge begyndte hun at blive småfornærmet, og efter to uger gjorde hun en dramatisk entre på Kleine Bierstube iført dyreprint og med nyfarvet sort hår. Da hun havde fået en nogenlunde troværdig forklaring af de berusede personer, kørte hun beslutsomt i byggemarkedet og investerede i et kraftigt reb og en stor dunk til benzin.

Da politiet undersøgte den mærkelige sag med en forkullet lastbilchauffør og en nøgen russisk pige med snitsår over det hele og en smadret campingvogn, var der intet spor af Mitzie, men Walters livsforsikring var blevet udbetalt til en konto et sted i Caribien.